Syge sind på afveje...

Et lille udkast af tanker der besøgte mit sind en tidligt weekendmorgen hvor jeg ellers burde have sovet...

Syge sind på afveje. Syge sind i badet, nøgne og fulde af lidenskab overfor deres egne lidelser. Bedårende uden selv at vide det. Deres uskyld og deres charme tærer på virkeligheden og min egen fornemmelse af den. De ved det ikke selv, de er ikke bevidste om hvad det vil sige at være som alle andre, at være normale. De ved blot at de er. Er til, er i live, er til stede; i hvert fald det meste af tiden. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro på, hvem jeg skal tro på. Lidelserne eller resten af verden. Men hvis end ikke jeg selv er i stand til at tro på mig, hvem er så? At være tro mod sig selv er én ting. At være tro mod mængden er en anden. Vi kan lade som ingenting… Forsøge at passe i alle de sirligt klippede og formede ligusterhække og duften af det nyslåede græs midt i støvregnen. Eller vi kan være os selv. Vi kan være stolte af noget som resten af samfundet ville skamme sig og føle skyld over. Være stolte af vores unikke men syge tanker ifølge dem der ikke har det på samme måde. Vi kan lade dem flyde, flyde som blod fra vores indre sår og hjerter, som blæk ned på papiret. En blyant der knækker, kan gøre mig angst. Den lille stav af bly der krakelerer for øjnene af mig på samme måde som resten af verden gør det engang imellem. At bore neglene ned i håndfladen kan ikke lindre smerterne. Er vi smukke? Er vi grimme? Er vi ligegyldige og uden værdi for samfundet? Eller betyder vi mere end som så? Er vi til for at I andre kan tænke jer om engang imellem og ånde lettede op over at jeres liv ikke ligner vores? Eller føler i den spænding som vi så sjældent lader os mærke af? Jeg kan tale om ting, alle de svære ting jeg er blevet udsat for uden at vise mine indre tanker og følelser. Jeg er ikke kold. Jeg er blot sømmet fast i en evig forsvarsposition over for mig selv og verden. Jeg er ikke uden følelser. Tværtimod er jeg særligt sensitiv og mærker alt, også smerte, meget tydeligere end så mange andre. Jeg er ikke uden hjerte. Mit hjerter banker lystigt i mit bryst hver dag, hver time, hvert minut, hvert sekund. Jeg kan elske ligeså godt som en hvilken som helst anden. Min kærlighed lyser måske ikke ud af mig, men det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg føler den, føler den som et fremadstormende skib i mit indre. Er vi stadig smukke? Eller er vi stadig grimme? Er vi stadig ligegyldige og uden værdi for dig og samfundet? Taler jeg om ting jeg ikke har forstand på? Men hvem kender ellers den såkaldte syge verden bedre end jeg der lever i den hver eneste dag? Syge der elsker? Syge der hader? Jeg tror at vi alle er syge. Syge i livet, syge i døden… Syge sind på afveje…  

Teaser til min nye roman...

Jeg er netop gået i gang med en ny roman. Siderne tager så småt form. Her får I en smagsprøve på den...

Kraniet titter frem.

Alt hvad der engang var rosenrødt

Er farvet af jorden

Skidtet flyder i den dødes årer

Skaber grobund

For alverdens skabninger

ligædere

der fortærer ådslet i sumpen

I Louisianas hede sommer

I månens smukke skær

For tolv måneder siden

Endte en død kvinde her

En smuk svane

En hore

Fanget i gæld

Ja, jeg burde vel vide det

Jeg dræbte hende jo selv

…

                      En historie om en morder 

´´Er du allerede på vej ud?`` Den unge kvindes søvndrukne ansigt blev straks vågent. Hendes fransk var blødt og uden rytme, i modsætning til hans dybe, forførende røst. Til først svarede han ikke. I stedet fortsatte han blot med at knappe sin skjorte. Den unge kvinde følte at han trak det i langdrag. Næsten som om at han ikke ønskede at svare hende. Måske havde det hele blot være ligegyldigt for ham, kunne hun ikke lade være med at tænke. Hun var dog stadig i stand til at spore den charme i hans fremtoning, som aftenen før havde overmandet hende fuldstændig. Det var tidligt efterår, men sensommerens lummerhed hang stadig i luften som en tyk, uigennemtrængelig dyne. Alligevel trak hun tæppet længere op omkring sine frodige, kvindelige former. Med ét skammede hun sig pludselig over sin nøgenhed. Forelskelsen til den unge mand summede stadig stærkt og ufortrødent rundt i hendes arme legeme. ´´Chérie,`` sagde han omsider, og hun kunne mærke hvordan lysten til ham blev stærkere. ´´Hvor skal du hen?``, spurgte hun, og gjorde et mislykket forsøg på at spille kostbar; hendes hjerte syntes ganske enkelt at smelte ved det blotte syn af hans høje, velbyggede krop med de brede skuldre og de blide nøddebrune øjne der åndede af alt det enhver kvinde syntes at ville have. ´´Jeg er nødt til at arbejde,`` mumlede han blidt, idet han forsigtigt nærmede sig hende. Det sitrede i hendes fingre efter at røre ved ham, men det lykkedes hende at lade være. Forsigtigt aede han hendes kind. De lange, spinkle, maskuline fingre lukkede sig om hende som østers, og hun vidste endnu ikke hvilket spind han havde fanget hende i; det spind som dusinvis af unge kvinder før hende stadig ikke havde kæmpet sig ud af. Han kyssede hende, inderligt og længe. ´´Hvorfor findes der ikke flere af din slags?``, stønnede hun forsigtigt og lod tæppet falde. Hun ønskede mere end noget andet at han skulle blive. ´´Fordi jeg er unik,`` smilede han og lo. Han var meget smuk. Dette skulle der ikke sås tvivl om. ´´Fordi at jeg er talentfuld og bevidst om det… Derfor er jeg nødt til at udnytte mit talent. Derfor er jeg nødt til at tage på arbejde. Forstår du, min engel?`` ´´Kommer du tilbage?``, spurgte hun med bedende øjne. ´´Jeg kommer altid tilbage til det som er det vigtigste for mig,`` svarede han og strammede grebet om hendes stakkels, uforbederlige pigehjerte. ´´Der ligger er kort med mit telefonnummer henne på kommoden,`` sagde hun så. ´´Lov mig at du ringer!`` ´´Selvfølgelig ringer jeg. I det øjeblik jeg er færdig med mit arbejde, vil du høre min stemme i den anden ende hviske dit lille, sødmefulde navn.`` Hun lo. ´´Lover du det?`` Han smilede varmt. ´´Det lover jeg.``   

Ganske få minutter senere drejede en sølvgrå Mercedes ud af indkørslen til den lille kvindes hjem. I det han trykkede speederen mod bund, rullede han intetsigende vinduet ned. Han lod den unge kvindes telefonnummer blafre et øjeblik i vinden, inden han slap det. Hun vidste endnu ikke at hun havde haft ret i sine sørgelige tanker. Hun vidste kun at han var unik; for det var han… og hun vidste at hun aldrig nogensinde ville blive i stand til at glemme ham.