En novelle...

Sangskriveren

Sangskriveren. Dette er mig. Dette er den jeg er. Dette er den person, det ynkelige menneske jeg hver eneste morgen ser i spejlet når jeg vågner. Jeg har placeret et spejl i loftet over min seng så jeg bedre kan se det hele. Se… Ind i en verden der er mig, ind i mine store nøddebrune øjne. Jeg er alene. Somme tider føler jeg mig som det sidste menneske tilbage i verden, som det sidste menneske tilbage i min verden. Jeg kan ganske vidst så de andre udenfor vinduet i min lejlighed på syvende etage. De vandrer frem og tilbage i stride strømme… alle disse personer, alle disse sjæle. Helt heroppefra er de små som myrer, og jeg observerer dem somme tider i timevis. De skynder sig frem og tilbage mellem arbejde og familie, bygger sirligt videre på deres samfund, deres verden, deres myretue. Jeg forestiller mig den gigantiske sko der i det samme, uden noget varsel, træder ned og ødelægger det hele; knuser bygninger, knuser tusindvis af myre-menneskedrømme. De er ikke som mig. Heroppe er jeg i himlen. Dernede… ligger helvede. Og der er langt ned, kan jeg godt sige dig. Syvende etage. Den kolde, beplantede jord. Billederne af helvede er altid fyldt med flammer og djævle. Men hvad hvis dette blot er en drøm om et helvede som en tilfældig maler engang havde? Hvad hvis helvede i virkeligheden er dækket af asfalt, grønne beplantninger, skyskrabere og bemandet med mennesker? Og duer… Masser af dem alle sammen. Dernede æder duerne af affaldet. De er syge og beskidte. Rotter med vinger er der nogen der kalder dem. Men heroppe, i himlen er duerne for mig hvad de altid har symboliseret. Et fredsvæsen, en smuk, flyvende bunke kærlighed som jeg fodrer med friske fuglefrø og brødkrummer om aftenen oppe på taget.

Det er sikkert ganske let at blive grebet af min tankestrøm, af mine ord. Jeg lyder muligvis hellig. Men det er jeg ikke. Langt fra. Jeg er ingen engel. Jeg er snarere en lille, ubetydelig djævel der tog på eventyr og ganske tilfældigt fandt døren til himlen. Jeg har ikke mødt Jesus. Jeg har ikke mødt Gud. Jeg har aldrig set eller haft en vision om en skikkelse der kaldte sig selv for Helligånden. I himlen er jeg alene. Her er kun os. Den lille, ubetydelige djævel og så alle de rene fredsduer. Jeg ville gerne blive heroppe for evigt. Aldrig nogensinde tage tilbage til Londons gader under mig. Aldrig nogensinde tage tilbage til dette helvede med asfalt og kunstigt anlagte søer og beplantninger. Jeg har dog intet valg. Jeg er nødt til at tage tilbage. Hver dag. Somme tider sidder jeg under et træ i Hyde Park. Det er her jeg skriver de fleste af mine sangtekster. Lige under netop dette tre. Det ligner ganske vidst alle de andre træer, men dette træ er som mig. Jeg ligner også alle de andre mennesker. Men ligesom mig fandt dette træ også elevatordøren til himlen. Måske ikke i det samme boligkompleks som jeg selv. Men jeg kan se at dette træ er min sjælefrænde. Jeg kan føle hvordan det stråler lidt mere, hvordan det er lidt grønnere, hvordan det giver mig den ro som ingen andre, som intet andet kan give mig. En dag sad jeg op ad det og skrev. Solen skinnede, det var midt i juli og sommeren havde omsider taget rigtig fat.

Jeg skrev…:

Flå mine øjne ud

Af mit kranium

Flå huden af mine læber

Og mit ansigt

Bedøv min tunge

Sløv mine sanser

Lad mig elske

Og gør mig til en levende død

Mit sind

Er en maskerade

Af

Skelettynde djævle

Hvis ansigter jeg ikke kan se

Mine følelser

Gør mig blind

For hvad du gennem tiden har udsat mig for

I det samme fik jeg øje på en kvinde. Jeg bed mig ikke mærke i hvor tyk hun var, for hun var meget overvægtig. Jeg bed mig heller ikke mærke i den store is i hendes lille, kraftige hånd med de små, korte, buttede fingre, eller i smilet på hendes mund imens hun skyndte sig at spise den. Alt hvad jeg så var hendes øjne. Hun var ikke køn. Men disse øjne var mildest talt noget af det smukkeste jeg nogensinde havde set. De tog hurtigt vejret fra mig. Jeg stirrede længe, så længe at øjnene mødte mine. Selv da var jeg ikke i stand til at se væk. Jeg kunne mærke at hun begyndte at blive utryg. Alligevel syntes jeg på en eller anden måde at holde hendes blik fanget. Hendes øjne lignede slet ikke mine. De var i stedet almindelige af størrelse, men meget klare, og så besad de en helt ren, sjælden lyseblå farve jeg kun to gange før havde set magen til. Melankolien de rummede stod i komplet modsætning til smilet om hendes læber. Hun havde en smule is i mundvigen, men slikkede det ikke væk. Hun var faktisk holdt helt op med at spise. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til hvordan hendes greb om isvaflen strammedes mere og mere. Det gav et sæt i mig da vaflens overflade til sidst begyndte at krakelere for derefter at blive knust. Det meste af isen faldt til jorden, imens resten lagde sig som en iskold hinde om hendes næve der i det samme havde knyttet sig. Tiden stod ikke stille. Der var intet magisk over hele scenariet. Jeg nåede kun lige at se hvordan tårerne forsigtigt tittede frem i hendes ene øjenkrog. Derefter afbrød et inferno af høje, skrækindjagende lyde mig i den ugerning jeg havde gang i. To biler var kollideret med hinanden mindre en et halvt hundrede meter fra os. Vejen på den anden side af gitteret der omgav parken, var ét stort kaos. Jeg tog min skriveblok og rejste mig for bedre at kunne se. Alt indeni mig skreg af jeg skulle flygte eller ringe efter hjælp. Alligevel blev jeg blot stående, og i lang tid var jeg ikke i stand til at tænke på andet. Jeg så hvordan kaskaderne af røg steg til vejrs fra de knuste biler. Jeg genkendte i det samme den sølvgrå mercedes. Uden at ville det kastede jeg min skriveblok fra mig på jorden og efterlod den der, alt imens mine ben bar min hurtigt og usikkert hen imod gitteret. Jeg gik ikke. Jeg løb; løb så hurtigt jeg kunne, imens sekundviseren på mit armbåndsur bevægede sig fremad i slowmotion. Hver gang den ikke bevægede sig, syntes tiden at stå stille. Jeg så mig selv på afstand i en serie af sort-hvide billeder filmet og fanget på en måde som kun de ældste filmkameraer er i stand til. Jeg lagde begge mine hænder om gitterstængerne ud for mig, og trak mig så tæt hen imod vejen på den anden side, af røgen slikkede mit ansigt. Jeg blev, ligesom flere andre, stående længe nok til at se ambulancefolkene ankomme og trække de tilskadekomne, begge mænd, ud af hver sin knuste bil. Den ene var fremmed for mig, men ansigtet der dukkede op på båren efter at være blevet klippet fri fra det sammentrykkede metal han havde siddet fastglemt i, fik mig til at holde vejret. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik. Jeg så dem bære ham væk. Jeg så hans livløse skikkelse. Den var stadig lige så høj og veltrænet som jeg huskede den. Jeg var sågar i stand til at se igennem hans jakkesæt fra Armani, og genkalde mig den nøgenhed der glubsk var blevet smeltet sammen med min, den ene gang for efterhånden flere hundrede nætter siden. Tankerne myldrede frem og tilbage i mit plagede sind, og før jeg vidste af det var oprydningsfolkene ved at være færdige. Først da lykkedes det mig at komme til mig selv, og da jeg vendte mig om… var den tykke kvinde ikke længere af se.

Min lejlighed er i virkeligheden ikke min. Den er kun lejet. Jeg kastede hensynsløst min tomme taske hen imod kommoden ved siden af døren, og min kat udstødte en irritabel lyd da jeg, uden at vide det, ramte den. Jeg var oprevet. Min skriveblok var forsvundet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den tykke kvinde. Disse to ting bekymrede mig meget. Dette var på trods af at jeg netop havde set to mænd dø. Den ene, sågar en gammel bekendt… Muligvis mere end en bekendt. Jeg tog mig til hovedet. Mine tindinger dunkede uforstyrret og uhæmmet dybt nede i underhuden. Jeg vaklede forbi kalenderen på væggen. For dagen i morgen var der et kryds; et kryds jeg ikke ønskede at se eller tænke på. Tværtimod ønskede jeg bare at glemme det. Glemme det hele… Som i en drøm genkaldte jeg mig det øjeblik hvor jeg havde stået bagved gitteret og set på de to livløse skikkelse bag hver deres knuste forrude. Jeg genkaldte mig det øjeblik hvor kaskaderne af den tykke, sorte røg havde slikket mig i ansigtet. Næsten ligesom cigaretrøg…

Cigaretrøg ja… Det var lørdag. En hvilken som helst lørdag ud af hundredvis af lørdage, og samtidig den første lørdag og dagen efter min trettenårs fødselsdag.

Mit hjerte begyndte at hamre, alt imens erindringen langsomt vendte tilbage…

Min mor var ude med kortklubben. Imens sad min stedfader med en åben flaske Jack Daniels og en cigaret i hånden. Jeg kunne se hans ansigt i det matte skær fra sparepæren i køkkenlampen over køkkenbordet. Han sad på den stol der var længst væk fra mig. Jeg stod i døråbningen. Jeg havde blot været ved at gå forbi. Klokken var omkring ti om aftenen og jeg havde skullet op og tisse. Dette på trods af at jeg allerede havde tisset af inden jeg var listet ind i min seng for at læse mig i søvn en time tidligere. Jeg havde været på vej tilbage til mit værelse, og jeg ønskede at forsætte. Jeg frygtede disse aftener mere end noget andet, disse aftener hvor min mor var ude med kortklubben, bogklubben eller veninderne. Det var hun et par gange eller tre om måneden; og det var altid det samme. Samme mønster, samme mareridt om og om igen i årevis. Jeg så ham sidde der, fordrukken og smilende. Smilet forekom mig at være særdeles ondskabsfuldt. For enhver anden ville det sikkert have set kærligt ud. Men for mig var kærligt lig med ondskabsfuldt. ´´Sophie!``, udbrød han, og jeg fór skrækslagent et halvt skridt tilbage. Jeg kunne mærke hvordan mine lange gyldne slangekrøller rejste sig i min nakke, i samme øjeblik hans øjne mødte mine. Hans øjne var blå. En sjælden, klar og helt lyseblå farve, som kun én anden jeg nogensinde havde set være i besiddelse af. ´´Kom her hen,`` sagde han roligt. Ikke ord af nogen faretruende karakter. Men alligevel følte jeg hvordan frygten næsten fik mig til at vende det hvide ud af øjnene og besvime. På trods af alt dette bar mine fødder mig langsomt forbi den første stol… og så den anden stol, indtil jeg til sidst stod foran ham. Han aede forsigtigt min kind. Jeg skælvede ved hans berøring. Dette fik ham blot til at stirre endnu mere fortryllet på mig. ´´Sophie…``, hviskede han pludselig i mit øre. Han havde bevæget sig så hurtigt at jeg ikke nåede at opfatte hvor tæt på han var før det alligevel var for sent. Hans ånde stank langt væk af spiritus, og de lidenskabelige kys han plantede på min hals var fugtige ligesom den hånd han rørte mig med. Med cigaretten mellem to af sine fingre, greb han om mit langt fra færdigudviklede bryst. Selvom jeg netop var fyldt tretten lignede jeg stadig en på ti. ´´Du er så smuk, Sophie…``, fortsatte han, og måden han sagde mig navn på var tæt på at få mig til at kaste op. Jeg lukkede øjnene så hårdt jeg kunne, og i samme øjeblik begyndte hans forbandede hånd at bevæge sig nedad. Men pludselig, midt i det hele, standsede han. ´´Elisabeth,`` sagde han strengt, og jeg fik i det samme øje på min halvsøster i døråbningen, hvor jeg for få øjeblikke siden selv havde befundet mig. Hun var yngre end mig, og vi havde samme mor. Alligevel lignede vi overhovedet ikke hinanden. Mine gyldne barnekrøller og hasselnøddeøjne stemte ikke overens med hendes mørkere hår og hendes…

Minderne var modbydelige. Jeg skreg indvendig. Aldrig før havde de overfaldet mig på denne hensigtsløse måde. Jeg kæmpede og kæmpede imod dem, men de var allerede, for længe siden, blevet plantet så godt og grundigt i min hjerne at jeg havde rødder helt ned ud under tåneglene. Snowies katteøjne fulgte mig forvirret, imens jeg væltede rundt i værelset med ansigtet begravet dybt nede i mine spinkle hænder…

´´Elisabeth,`` fortsatte han strengt. ´´Hvad er det at du skal huske?`` Hun smilede forsigtigt med sine små uskyldige barneøjne. Hun forstod muligvis ikke hvad det var der skete. Hun var trods alt kun lige fyldt syv. ´´At det hele er vores lille hemmelighed,`` sagde hun stille. Han smilede. Han vidste hvordan at hun forgudede mig. Men han kendte også til en langt mørkere del af hende. Nemlig hendes jalousi. Jalousien over mængderne af opmærksomhed jeg altid fik. Men dette var ikke alt… Samme nat, imens jeg lå og sov, mærkede jeg atter den modbydelige spiritusstinkende ånde mod min hals. Hans fingre smagte svagt af røg idet han tvang dem ind i munden på mig. På meget kort tid blev jeg meget dårlig. Jeg følte atter at jeg skulle kaste op, men jeg sagde intet. I stedet forsøgte jeg at skrige, men da var det allerede for sent. Hans bælte raslede imens forsøgte at åbne det samtidig med at han holdte mig fast. Jeg drejede forsigtigt hovedet væk, og til min store overraskelse lod han mig gøre det. Fra et sæt sjældne, lyseblå øjne, gik jeg til et andet. Min halvsøster der havde arvet sin faders helt unikke blik, stirrede direkte og ufortrødent på mig. De holdt sig ikke tilbage; end ikke da jeg gispede af smerte og begyndte at få tårer i øjnene. Man kunne intet spore i dem. Hverken frygt, jalousi, glæde, forfærdelse eller noget som helst andet. Hendes blik var fuldkomment neutralt, alt imens jeg kunne se to par intense, lyseblå øjne stirre på mig i et af de mest ydmygende øjeblikke i mit liv. Uanset hvordan jeg vendte og drejede mit hoved var de på mig, og jeg skreg…

… Skreg indeni…

Og før jeg vidste af det var det hele atter overstået. Før jeg vidste af det var jeg endnu engang nødsaget til at forsøge at græde mig selv i søvn. Men jeg sov ikke mere den nat. Jeg kunne ikke klare mere. Hver eneste gang ødelagde mig mere og mere, og jeg følte pludselig hvordan min Botticelli-engleagtige overflade var ved at krakelere. Da jeg omsider hørte hoveddøren åbne sig, efterfulgt at klik-klaklydene fra min moders stiletter, tænkte jeg at dette aldrig skulle have lov til at overgå mig igen. Jeg turde dog ikke liste ned til hende før tidligt om morgenen, hvor jeg var helt sikker på at min stedfader sov. Der spurgte hun mig som det første hvordan jeg dog havde fået det store blå mærke på min hals. Jeg fortalte hende at det var et sugemærke, og hun spurgte mig forfærdet hvem der dog havde lavet det. Lige da jeg skulle til at svare dukkede min halvsøster forsigtigt og søvndrukkent op i døråbningen. Ufrivilligt begyndte jeg at græde. Ud busede jeg med alle aftenens mareridtsagtige hændelser. Min talestrøm ville næsten ingen ende tage. Til sidst brød jeg grædende sammen på køkkengulvet. Min moder stirrede forfærdet på mig. Derefter kiggede hun hen imod Elisabeth der stadig stod i døråbningen. ´´Er det virkelig sandt, Elisabeth?``, spurgte hun. Atter var der absolut ingen følelser at spore i hendes ansigt. Hverken frygt, jalousi, glæde, forfærdelse eller noget som helst andet. I et næsten uvirkeligt øjeblik begyndte hun at ryste på hovedet. I det hun gjorde det begyndte jeg på det nærmeste at gispe efter vejret. På et splitsekund forvandledes min angst til vrede. Jeg gjorde derefter noget jeg aldrig skulle have gjort, og som tilsyneladende ødelagde min troværdighed fuldstændig for altid. Jeg sprang op fra gulvet og rev min halvsøster så hårdt i armen at hun faldt. ´´Sig at det er sandt!``, skreg jeg atter og atter og atter, alt imens min stedfader, der var vågnet ved al larmen, dukkede op i døråbningen og holdt mig fast, indtil jeg ikke længere var i stand til at kæmpe imod… Psykolog efter psykolog undersøgte mig efterfølgende på kryds og tværs, og jeg fortalte dem alle sammen den samme historie om netop denne tilfældige aften. Jeg ved at de også talte med Elisabeth, og inderst inde vidste jeg hvad hun gjorde når psykologerne stillede hende det samme spørgsmål som vores moder havde gjort. Hun rystede ganske enkelt på hovedet. I stedet for at blive set som et råb om hjælp, blev jeg set som et råb på opmærksomhed, og derefter hurtigt afsluttet fra psykologerne. ´´Hvorfor?``, spurgte jeg Elisabeth en aften vi lå i hver vores seng og skulle sove. Hun smilede hendes evindelige barnesmil. Hendes vidunderlige, lyseblå øjne tindrede nærmest hver gang hun gjorde det. ´´Fordi…``, begyndte hun stille. ´´Fordi at det hele er vores lille hemmelighed!``

Jeg kastede mig grædende på sengen. Den aften jeg netop havde genoplevet i min sind, havde hverken været den første eller sidste mareridtsaften. Det hele stoppede først den dag min mor fandt en anden og blev skilt fra min stedfar. Den dag var jeg seksten år gammel, og havde netop fået min første menstruation. Jeg var hverken lykkelig eller ulykkelig da det omsider skete. Jeg var i stedet fuldkommen ødelagt indeni, og jeg vidste… Vidste at dette kun havde været begyndelsen endnu en lang række mareridt. Mareridt også kaldet livet…

Jeg havde ligget i sengen i omkring en time, da Snowie endelig fattede mod og kravlede op til mig. Forsigtigt lagde jeg hånden på ryggen af den, og lagde nogle forvildede totter af hår ned. Jeg var ikke længere nogen lille pige. Jeg var en voksen kvinde. Alligevel var det en lille pige der stirrede tilbage på mig i spejlet i loftet over mig. Gennem hele mit liv var jeg af den mand jeg både frygtede og hadede mere end noget andet, blevet fortalt hvor smuk jeg var. Hvor ofte havde han ikke fordybet sig i den nyvaskede duft af mine krøller når alle andre kiggede væk? Jeg havde intet at miste. Kun mig selv.

Jeg fandt forsigtigt en den skarpeste saks jeg havde i køkkenskuffen. Det var med rystende hænder at jeg klippede den første lok af hår. Jeg så hvordan den forsigtigt faldt til jorden, og jeg så hvordan alle min stedfaders berøringer faldt til jorden med den. Jeg kan næppe forklare dig denne nærmest euforiserende følelse der fyldte min krop i dette øjeblik. Det var næsten ligesom dengang…

… jeg fik øje på den sølvgrå Mercedes udenfor det tilfældige supermarked i udkanten af London jeg netop var på vej ud af. Jeg genkendte den næsten med det samme som min stedfaders bil. Den sidste han købte inden han blev skilt fra min moder. Jeg var netop fyldt seksten dengang. Siden da havde jeg hverken set eller hørt fra ham. Dette var nu omtrent syv år siden. Jeg standsede brat med min bærepose i hånden, i det bilen parkerede blot nogle få meter fra mig. Jeg ænsede kort en mandeskikkelse bag bilruden. Derfra gik jeg nærmest i panik. Lige indtil det øjeblik hvor en ung mand åbnede døren og trådte ud. Han kiggede forbløffet på mig et kort øjeblik. Derpå smilede han. ´´Er der noget galt?`` Jeg rystede på hovedet. ´´Det… det var bilen,`` mumlede jeg forsigtigt. Den unge mand smilede fortsat. Han havde et meget charmerende smil. Først da lagde jeg mærke til hvor smuk han var. Hvor perfekt hvor enkelt linje i hans ansigt var tegnet. ´´Ja, den er ikke helt ny. Det ved jeg godt. Jeg fik den billigt hos en brugtvognsforhandler.`` Jeg kiggede forsigtigt ind ad bilruden. Jeg genkendte farven på sæderne, jeg genkendte læderet på rattet som min stedfaders hænder havde rørt, inden han på en køretur standsede i vejkanten. Der var kun os i bilen. Min mor havde lovet at hun ville køre mig hen til en veninde. Da det kom mig for øre at det ikke var hende der skulle køre alligevel, var jeg ganske tæt på at springe fra. ´´Men det er bare en køretur,`` sagde jeg gentagne gange til mig selv. ´´Der kan intet nå at ske på sådan en lille tur.`` Men det kunne der, og han voldtog mig hårdt og ufortrødent på bagsædet. ´´Er du okay? Du bliver helt bleg,`` spurgte den unge mand pludselig bekymret. Jeg kom i det samme til mig selv. Derpå nikkede jeg. ´´Min stedfar havde en bil magen til,`` sagde jeg blot. Han nikkede imponeret. ´´Ja, det er en flot bil. Men dem findes der sikkert mange af her i England.`` Atter dette charmerende smil. Hans stemme var som smør, og fik mig ligeså stille til at falde til ro. Da var det at han inviterede mig ud at spise…

´´Ja,`` mumlede jeg forsigtigt for mig selv imens lokkerne af de kraftige, gyldne krøller faldt over alt omkring mig. ´´Hvorfor sagde jeg dog ja?``

Vi var på date efter date, men jeg forblev tilbageholdende. Lige til en dag hvor han spurgte mig helt alvorligt hvad der påvirkede mig sådan hver gang vi var sammen. ´´Det har intet med dig at gøre,`` mumlede jeg forsigtigt, idet jeg rystede på hovedet. ´´Du ved at du kan fortælle mig alt,`` sagde han med sin bløde stemme. ´´Du ved hvor vild jeg er med dig.`` På få øjeblikke var jeg meget tæt på at buse ud med alt det jeg ellers aldrig ville have fortalt nogen. Derpå stoppede jeg mig selv i det. ´´Jeg har aldrig haft en kæreste,`` endte jeg med at sige. Dette var sandt. Til min store overraskelse smilede han og var faktisk ganske tæt på at le. ´´Er det bare det?``, spurgte han, og fik mig pludselig til at føle mig fjollet. Jeg nikkede forsigtigt. Jeg var bange for at han, hvis jeg fortalte sandheden, aldrig ville se mig igen. Sandheden var at jeg var ved at blive en smule forelsket i denne charmerende unge mand jeg havde mødt kun få uger tidligere på parkeringspladsen udenfor supermarkedet. Vi endte med at tage hjem til min lejlighed. Der skete det der måtte ske før eller siden. Jeg åbnede op for min forelskelse, og til min store overraskelse elskede vi. Det var ganske vidst, som du nok ved efterhånden, ikke første gang jeg havde sex med nogen. Tværtimod var det første gang jeg prøvede at elske; og det var helt igennem vidunderligt. I stedet for at krybe sammen under hver eneste berøring, strakte jeg mig og bad om mere. Det var tidligt da jeg vågnede næste morgen. Til min store overraskelse lå han ikke længere ved min side. Jeg så op, og fik omsider øje på ham. Han stod midt i det lille rum og var ved at knappe sin hvide skjorte. ´´Er du allerede på vej ud?``, spurgte jeg med et forsigtigt smil. Han svarede ikke. Først var jeg ikke sikker på om han havde hørt mig, men da jeg atter stillede ham samme spørgsmål var jeg ikke i tvivl; han trak det i langdrag. Det var tidligt på efteråret, og stadig lummert. Alligevel skammede jeg mig pludselig over min nøgenhed, og trak straks dynen op omkring mig. ´´Min kære Sophie…``, sagde han i det samme og smilede. Han havde vist mærket hvordan min tålmodighed havde været ved at slippe op. ´´Hvor skal du hen?``, udbrød jeg, og forsøgte i et kort øjeblik at spille kostbar. Jeg var bange. Bange for at det hele atter ville bryde sammen omkring mig. ´´Jeg er nødt til at arbejde,`` mumlede han blidt, idet han bevægede sig hen imod mig. Jeg ønskede at røre ved ham. Forelskelsen var pludselig stærkere end nogensinde før. I det samme kyssede han mig; inderligt og længe. ´´Hvorfor findes der ikke flere af din slags?``, stønnede jeg forsigtigt. ´´Fordi at jeg er unik,`` sagde han og lo. ´´Unik og talentfuld! Derfor er jeg nødt til at arbejde. Forstår du, min engel?`` ´´Kommer du tilbage?`` tog jeg mig selv i at spørge håbefuldt. ´´Jeg kommer altid tilbage til det som er det vigtigste for mig.`` Hans ord fik mig atter til at smelte. Jeg havde ikke lagt mærke til at dynen var faldet ned omkring mine hofter, så min overkrop nu var blottet. ´´Jeg har fået nyt nummer,`` sagde jeg blot, idet jeg smilede; helt igennem skudt af Amors forbandede pil. ´´Der ligger et kort med nummeret henne på kommoden. Lov mig at du ringer ligeså snart du får fri fra arbejde!`` ´´Han smilede. ´´Selvfølgelig ringer jeg. I dét øjeblik jeg har forladt kontoret, vil du høre mig hviske dit sødmefulde navn i telefonen.`` Jeg lo. ´´Lover du det?``, spurgte jeg atter. Han smilede varmt. ´´Det lover jeg.``

Der gik kun yderligere to minutter inden han forsvandt ud af lejligheden. Jeg gik hen til vinduet for at vinke til ham, men han så mig ikke. I stedet så jeg ham, så hvordan han med en travl og ligegyldig mine satte sig ind i den sølvgrå Mercedes. Jeg så hvordan han rullede vinduet ned, og rakte armen ud. Et øjeblik lod han en lille lap papir blafre i vinden, inden han slap den. Uden egentlig at tro på hvad der netop var overgået mig, krøb jeg så hurtigt jeg kunne i en smule tøj hvorefter jeg stormede ud af lejligheden og ned på gaden. Da jeg nåede derned var bilen for længst kørt. Ude af mig selv samlede jeg kortet med mit nye telefonnummer op fra jorden. Jeg så ham aldrig igen. Ikke før den skæbnesvangre dag, hvor…

… Jeg så ham dø. Snowie rullede sig intetsigende i håret på gulvet. Derefter spandt den og gav sig til at gnubbe hovedet op ad mit ben. Jeg gennede den arrigt væk og smækkede badeværelsesdøren hårdt i efter den. Jeg var ganske enkelt atter nået til et punkt hvor jeg ikke kunne klare det længere. Jeg flåede på kommando fra mit syge sind medicinskabet foran mig op. På under fem minutter slugte jeg hver eneste pille jeg var i stand til at finde i det. Det antidepressive… Det smertestillende… Det antipsykotiske… Alt hvad jeg kunne få mine hænder i! Jeg stirrede arrigt tilbage på mig selv i spejlet. ´´Intet at miste… Du har intet at miste… Husk det! Det er vores lille hemmelighed.`` Spejlbilledet smilede.

Efter morgenen hvor jeg sønderknust måtte samle kortet med mit telefonnummer op fra fortovet, gik det kun yderligere ned ad bakke. Jeg begyndte at hade mig selv. Jeg så op og ned af min krop og væmmedes ved de fine, kvindelige kurver. Dette var alt hvad jeg havde. Dette var altid hvad nogen nogensinde ville have fra mig. Jeg begyndte at bruge barberblade til at skære i mig selv med. På samme tid holdt jeg næsten op med at indtage føde. På universitet hvor jeg læste litteratur, lagde de også mærke til forandringen. Hvor jeg før havde undgået de fleste, undgik jeg nu alle. Jeg turde ikke længere binde mig til noget andet menneske. Bare tanken gjorde mig både svimmel og rædselsslagen. En dag jeg havde det særlig dårligt, skar jeg mig så dybt i låret, at jeg ikke var i stand til at standse blødningen. På skadestuen syede de flængen med fjorten sting. Da jeg ville hjem holdt de mig til min store overraskelse tilbage. Imod min vilje blev jeg indlagt på den psykiatriske afdeling for voksne. Der boede jeg i næsten ti måneder. ´´Det er personligheden,`` sagde de flere gange til mig. ´´Det er borderline.`` Jeg var dog ligeglad. Jeg havde ingen ide om hvad borderline var. I stedet slugte jeg villigt pillerne de gav mig, og langsomt følte jeg en smule bedring. Jeg fandt så at sige ro i at skrive. Små sange, som jeg sang for mig selv når ingen hørte det. Mine tekster var dybe, og min psykolog gav mig megen anerkendelse for dem. Jeg stolede egentlig ikke på psykologer. Ikke efter de landsbylæger i nogle af Englands mindste byer hvor jeg var vokset op, havde kaldt sig selv det. Men den anerkendelse hun gav mig åd jeg råt, og den fangede hun hurtigt. Så des mere jeg efterhånden fortalte, des mere anerkendelse gav hun mig for at have røbet mine hemmeligheder. Jeg var begyndt at spise igen, da jeg begyndte at døje med migræne. Efter et par måneder hvor ingen lægeremedier havde kunnet afhjælpe det valgte de at scanne mit hoved. ´´For en sikkerheds skyld,`` smilede lægen til mig. Derfor troede jeg ikke på ham da han fortalte mig om den ondartede tumor der gemte sig oppe under min hjerneskal.

Jeg så krydset i min kalender for mig. I morgen skulle jeg have haft min første kemobehandling. Alligevel er jeg ikke i stand til at se lyset på den anden side af den lange, mørke tunnel. Ikke længere. De udskrev mig for kun to uger siden. Dagen efter gik jeg tilfældigvis forbi en dyrehandel og fik øje på Snowie. Jeg købte hende fordi at hun gjorde mig glad. I den korte rus jeg følte efter at jeg havde taget pillerne, tænkte jeg kort på hvem der mon nu skulle tage sig af hende. Jeg havde ikke haft kontakt til min moder siden jeg flyttede hjemmefra. Jeg kendte ingen, jeg havde ingen omkring mig eftersom jeg havde undladt at have kontakt med nogen som helst andre end min psykolog i løbet af de sidste elleve måneder. Gennem hele mit liv havde jeg blot accepteret alt hvad der var hændt mig. Somme tider havde jeg endda taget det som en selvfølge. Dette var jeg ganske enkelt ikke længere i stand til. Ikke efter i dag. Jeg tænkte på min skriveblok, jeg tænkte på den tykke kvinde med disse fortryllende, lyseblå øjne der næsten kun kunne tilhøre én bestemt person i hele England, og jeg tænkte… tænkte på min gamle forelskelse der havde knust mit hjerte, og som jeg muligvis, ganske tilfældigt, netop havde set dø. Derpå greb jeg min barberskraber og knuste plasticen ved at smadre den mod håndvasken. Inden jeg pillede barberbladet ud af den, tog jeg langsomt alt tøjet af, indtil jeg til sidst stod helt nøgen foran mig selv i spejlet. De gamle ar var stadig at se. Forsigtigt gik jeg i gang med at tegne dem op med barberbladet. Røde striber løb efterhånden op og ned af min engang så fine og glatte hud. Jeg skar mig i brystet, jeg skar mig på den bløde hud på maven, overalt hvor jeg kunne komme til. Ingen skulle nogensinde få lov at glædes over denne krop. Ingen mand i hele denne verden måtte nogensinde igen var i stand til at finde den attraktiv. Jeg rodede forsigtigt op i de korte, ujævne hårtotter på mit hoved, og efterlod en tyk stribe af blod i det blonde hår. Til sidst gav jeg op. Om det var pillerne eller noget andet der pludselig havde gjort mig træt, var jeg ikke klar over. Jeg greb fat i bruseforhænget og rev det med mig ned i det jeg faldt. Der satte jeg mig så op af badekaret, og kom pludselig i tanke om noget. Forsigtigt trak jeg mobiltelefonen op af bukselommen på gulvet. Derpå ringede jeg op. Det var ikke et ganske tilfældigt nummer. Det var det eneste på hele telefonen. Det var et nummer jeg havde støvet op for længe siden, dengang jeg var indlagt. Jeg havde læst en avisannonce der var skrevet af en kvinde ved navn Elisabeth. Der havde ikke stået mange ord. Først havde jeg blot revet annoncen ud af avissiden. Derefter havde jeg forsigtigt gemt telefonnummeret på den på min mobil. Flere gange har jeg ringet det op. Hver eneste gang er det en kvinde der har taget den. Stemmen var dog så let at genkende at det skræmte mig så meget hver eneste gang, at jeg blot havde lagt på uden at sige noget. Denne gang var det også en kvinde der tog telefonen. Som alle de andre gange, genkendte jeg stemmen på få sekunder. ´´Fuck det hele,`` sagde jeg som det første. Derpå begyndte jeg atter at græde. Der var i lang tid ingen der sagde noget i den anden ende. ´´Sophie, er det dig?``, spurgte hun omsider. ´´Pas på Snowie,`` gispede jeg helt ude af mig selv. ´´Er der sket noget?``, blev hun ved med at spørge. Hver eneste gang svarede jeg hende med de samme ord som før: ´´Pas på Snowie.`` ´´Hvor er du? Sophie, det er meget vigtigt at du fortæller mig hvor du er med det samme!`` Jeg ved ikke om jeg nogensinde mumlede nogen adresse, eller om jeg blot sagde ´´i himlen på syvende etage``. Jeg har altså ingen ide om hvordan hun egentlig fandt frem til mig så hurtigt. Jeg har ingen erindringer om at være blevet båret ud af min lejlighed. Jeg mistede bevidstheden gentagne gange på hospitalet i løbet af de kommende mange timer. Jeg husker at jeg hørte en kvinde der skreg. Aldrig havde jeg hørte et sådant skrig før. Jeg kan huske at jeg tænkte at denne kvinde måtte være i stor smerte. Hvad jeg ellers kan huske er dette tindrende, lyseblå blik der mødte mig hver gang jeg var vågen for en stund.

 Da jeg endnu engang fandt bevidstheden troede jeg at det, ligesom de andre gange, blot ville være for en stund. Men det var det ikke. Lyset fra lampen i loftet over mig, skar mig i øjnene. Efter at være blevet blændet i nogle øjeblikke, fik jeg atter øje på hende. ´´Jeg kunne næsten ikke genkende dig,`` hviskede jeg hæst, som det første. ´´Det er også længe siden,`` svarede hun. I det samme genkendte jeg genstanden i hendes favn. Det lykkedes mig straks at smile. ´´Du har min skriveblok,`` udbrød jeg, med samme lave, hæse røst. Hun smilede også. Jeg havde ikke set hende siden hun flyttede væk med min stedfar, dengang vores mor fandt en ny mand. Nu hvor hun var kommet tættere på, virkede hun næsten endnu større end dengang jeg havde fået øje på hende i Hyde Park med en stor vaffelis i hånden. Pludselig begyndte hun at græde. Først stille, derefter helt ukontrollabelt, derefter stille igen. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik. Jeg vidste blot at jeg ønskede at rejse mig og gå en tur med hende. Gøre det vi burde have gjort for længe siden. Tale sammen. Jeg endte med at kigge undrende ned ad mig selv. Uanset hvad jeg gjorde, var jeg ikke engang i stand til at vippe med tæerne. ´´Lægerne siger at medicinen har lammet dine ben… måske for altid,`` græd Elisabeth i det samme. Jeg kiggede atter ned. Hendes ord kom til mig som noget af en overraskelse. Alligevel trak jeg bare på skuldrene. ´´Er der ellers noget nyt?``, grinede jeg. ´´Du må være vanvittig,`` græd hun videre. ´´Hvad du dog har gjort ved dig selv…?!`` Jeg lagde forsigtigt en hånd på hendes underarm der var næsten tre gange så bred som min. Det var min første berøring af hende i mere end et årti. ´´Er der ellers noget nyt?``, gentog jeg mig selv. ´´Du er blevet syet…``, svarede hun så, idet hun gispede efter vejret. ´´Med 137 sting tror jeg at de sagde… Og så siger de at de aldrig vil kunne rekonstruere dig helt… Altså dernede,`` sagde hun og nikkede ned imod mit mishandlede underliv som jeg også havde skåret med barberbladet. Atter trak jeg på skuldrene. Pludselig var der intet af dette der rørte mig, eller betød særlig meget for mig. Det eneste der betød noget var at Elisabeth var hos mig. ´´Jeg så din avisannonce,`` mumlede jeg omsider. ´´Det er i orden. Jeg forstår det godt. Jeg tilgiver dig.`` Hun blev så forbløffet over mine ord, at hun helt glemte at græde. ´´Kan du overhovedet huske hvad du selv skrev?``, spurgte jeg lattermildt, da hun slet ikke var i stand til at svare. Hun rystede straks på hovedet. ´´Du spurgte mig engang ´´hvorfor?``,`` begyndte hun, som om hun læste højt. ´´Fordi at jeg var bange.`` ´´Selvfølgelig var du bange. Du var kun et barn. Jeg var selv rædselsslagen.`` Endnu engang hørte jeg mine egne ord komme ud af min mund. Jeg forstod ikke hvor min pludselige ro var kommet fra. Men der sad hun. Stor og tyk og med min skriveblok i favnen. Jeg var ganske enkelt ikke i stand til at være vred. Ikke længere. Ikke så lange at hun sad som hun gjorde, over for mig, og bare var sig selv. Den lille, bange pige jeg engang havde kendt og som engang havde forgudet mig. Det sidste gjorde hun muligvis stadig. ´´Du er tilgivet. Kom nu. Det hele er fortid. Så længe at vi har hinanden skal det nok gå det hele.`` Hun gispede efter vejret midt i gråden. ´´Mener du det?``, spurgte hun. ´´Ja. Jeg elsker dig jo. Fordi at du er ingen anden end dig, og fordi at du er min søster.`` Hun smilede. Det gjorde jeg også. Derefter lo vi. ´´Hvad med tumoren?`` spurgte Elisabeth pludselig. ´´Du skulle have kontaktet mig noget før. Du skal ikke være alene om det her.`` ´´Nuvel,`` mumlede jeg. ´´Der er et kryds i min kalender for i morgen. Der skal jeg have min første kemobehandling.`` ´´Hvad hvis det ikke virker?``, græd hun. ´´Selvfølgelig gør det det,`` svarede jeg. ´´Men hvad så bagefter? Du kan ikke gå, du har ødelagt din egen krop?!`` Jeg kiggede ned, og følte ikke et sekund nogen negativ tanke. Måske var det denne overdosis af lykkepiller jeg havde taget tidligere? Jeg forstod det ikke. Det var som om at alle frustrationerne var forsvundet med slangekrøllerne og den fejlfrie, smukke hud på min krop. ´´Jeg har jo dig til at køre mig rundt,`` sagde jeg så. ´´Hvis du altså vil?`` Hun tav. ´´Hvis jeg altså må.`` ´´Selvfølgelig må du det.`` Hun smilede. ´´Hvor længe skal jeg så køre dig rundt?`` ´´Hvad med for altid?``, spurgte jeg. ´´Jeg bor godt nok på syvende etage, men der er en elevator. Du kan tro, at det er himlen deroppe. Du må med mig op og fodre duerne på taget.`` ´´For altid lyder fint,`` smilede hun, og jeg var glad; sådan rigtig glad for første gang i mit liv. ´´Men så kan vi jo ikke blive liggende her. Duerne må efterhånden være sultne.`` Hendes stemme gjorde at jeg var helt rolig. Forsigtigt lænede jeg mig bedre tilbage i puderne, og kastede et roligt blik ud af vinduet. ´´Freds- og kærlighedsduerne,`` mumlede jeg stille idet der fløj nogen forbi udenfor.  Men min historie slutter ikke her. Der er også en dag i morgen. Jeg ved ikke hvor længe jeg har tilbage. Jeg ved kun at livet kan være kort, og jeg ved kun at det kan være smertefuldt. Der kan være mange måder at redde det på. Min var midt i et selvmordsforsøg at slutte fred med mig selv og ringe til min søster. Jeg tænker ikke længere på fortiden, selvom jeg ved at den er en del af mig og altid vil være det. Jeg tænker ikke længere på min stedfar. Faktisk ønsker jeg slet ikke at vide noget. Heller ikke om den unge mand. Jeg ønsker ikke at vide om han overlevede bilsammenstødet. Jeg er ikke længere helt alene i verden, og jeg ønsker blot at se frem ad. For jeg er mig. Jeg er ikke hvad andre gør mig til. Jeg er ikke et stykke legetøj. Jeg er ikke nogen smuk, lille pige. Jeg er ikke Sophie. Jeg er hende som jeg ser i spejlet. Jeg er mig. Jeg er intet mindre end sangskriveren.  Men alt dette… Er vores lille hemmelighed, ikke…? 

Syge sind på afveje...

Et lille udkast af tanker der besøgte mit sind en tidligt weekendmorgen hvor jeg ellers burde have sovet...

Syge sind på afveje. Syge sind i badet, nøgne og fulde af lidenskab overfor deres egne lidelser. Bedårende uden selv at vide det. Deres uskyld og deres charme tærer på virkeligheden og min egen fornemmelse af den. De ved det ikke selv, de er ikke bevidste om hvad det vil sige at være som alle andre, at være normale. De ved blot at de er. Er til, er i live, er til stede; i hvert fald det meste af tiden. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro på, hvem jeg skal tro på. Lidelserne eller resten af verden. Men hvis end ikke jeg selv er i stand til at tro på mig, hvem er så? At være tro mod sig selv er én ting. At være tro mod mængden er en anden. Vi kan lade som ingenting… Forsøge at passe i alle de sirligt klippede og formede ligusterhække og duften af det nyslåede græs midt i støvregnen. Eller vi kan være os selv. Vi kan være stolte af noget som resten af samfundet ville skamme sig og føle skyld over. Være stolte af vores unikke men syge tanker ifølge dem der ikke har det på samme måde. Vi kan lade dem flyde, flyde som blod fra vores indre sår og hjerter, som blæk ned på papiret. En blyant der knækker, kan gøre mig angst. Den lille stav af bly der krakelerer for øjnene af mig på samme måde som resten af verden gør det engang imellem. At bore neglene ned i håndfladen kan ikke lindre smerterne. Er vi smukke? Er vi grimme? Er vi ligegyldige og uden værdi for samfundet? Eller betyder vi mere end som så? Er vi til for at I andre kan tænke jer om engang imellem og ånde lettede op over at jeres liv ikke ligner vores? Eller føler i den spænding som vi så sjældent lader os mærke af? Jeg kan tale om ting, alle de svære ting jeg er blevet udsat for uden at vise mine indre tanker og følelser. Jeg er ikke kold. Jeg er blot sømmet fast i en evig forsvarsposition over for mig selv og verden. Jeg er ikke uden følelser. Tværtimod er jeg særligt sensitiv og mærker alt, også smerte, meget tydeligere end så mange andre. Jeg er ikke uden hjerte. Mit hjerter banker lystigt i mit bryst hver dag, hver time, hvert minut, hvert sekund. Jeg kan elske ligeså godt som en hvilken som helst anden. Min kærlighed lyser måske ikke ud af mig, men det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg føler den, føler den som et fremadstormende skib i mit indre. Er vi stadig smukke? Eller er vi stadig grimme? Er vi stadig ligegyldige og uden værdi for dig og samfundet? Taler jeg om ting jeg ikke har forstand på? Men hvem kender ellers den såkaldte syge verden bedre end jeg der lever i den hver eneste dag? Syge der elsker? Syge der hader? Jeg tror at vi alle er syge. Syge i livet, syge i døden… Syge sind på afveje…  

Teaser til min nye roman...

Jeg er netop gået i gang med en ny roman. Siderne tager så småt form. Her får I en smagsprøve på den...

Kraniet titter frem.

Alt hvad der engang var rosenrødt

Er farvet af jorden

Skidtet flyder i den dødes årer

Skaber grobund

For alverdens skabninger

ligædere

der fortærer ådslet i sumpen

I Louisianas hede sommer

I månens smukke skær

For tolv måneder siden

Endte en død kvinde her

En smuk svane

En hore

Fanget i gæld

Ja, jeg burde vel vide det

Jeg dræbte hende jo selv

…

                      En historie om en morder 

´´Er du allerede på vej ud?`` Den unge kvindes søvndrukne ansigt blev straks vågent. Hendes fransk var blødt og uden rytme, i modsætning til hans dybe, forførende røst. Til først svarede han ikke. I stedet fortsatte han blot med at knappe sin skjorte. Den unge kvinde følte at han trak det i langdrag. Næsten som om at han ikke ønskede at svare hende. Måske havde det hele blot være ligegyldigt for ham, kunne hun ikke lade være med at tænke. Hun var dog stadig i stand til at spore den charme i hans fremtoning, som aftenen før havde overmandet hende fuldstændig. Det var tidligt efterår, men sensommerens lummerhed hang stadig i luften som en tyk, uigennemtrængelig dyne. Alligevel trak hun tæppet længere op omkring sine frodige, kvindelige former. Med ét skammede hun sig pludselig over sin nøgenhed. Forelskelsen til den unge mand summede stadig stærkt og ufortrødent rundt i hendes arme legeme. ´´Chérie,`` sagde han omsider, og hun kunne mærke hvordan lysten til ham blev stærkere. ´´Hvor skal du hen?``, spurgte hun, og gjorde et mislykket forsøg på at spille kostbar; hendes hjerte syntes ganske enkelt at smelte ved det blotte syn af hans høje, velbyggede krop med de brede skuldre og de blide nøddebrune øjne der åndede af alt det enhver kvinde syntes at ville have. ´´Jeg er nødt til at arbejde,`` mumlede han blidt, idet han forsigtigt nærmede sig hende. Det sitrede i hendes fingre efter at røre ved ham, men det lykkedes hende at lade være. Forsigtigt aede han hendes kind. De lange, spinkle, maskuline fingre lukkede sig om hende som østers, og hun vidste endnu ikke hvilket spind han havde fanget hende i; det spind som dusinvis af unge kvinder før hende stadig ikke havde kæmpet sig ud af. Han kyssede hende, inderligt og længe. ´´Hvorfor findes der ikke flere af din slags?``, stønnede hun forsigtigt og lod tæppet falde. Hun ønskede mere end noget andet at han skulle blive. ´´Fordi jeg er unik,`` smilede han og lo. Han var meget smuk. Dette skulle der ikke sås tvivl om. ´´Fordi at jeg er talentfuld og bevidst om det… Derfor er jeg nødt til at udnytte mit talent. Derfor er jeg nødt til at tage på arbejde. Forstår du, min engel?`` ´´Kommer du tilbage?``, spurgte hun med bedende øjne. ´´Jeg kommer altid tilbage til det som er det vigtigste for mig,`` svarede han og strammede grebet om hendes stakkels, uforbederlige pigehjerte. ´´Der ligger er kort med mit telefonnummer henne på kommoden,`` sagde hun så. ´´Lov mig at du ringer!`` ´´Selvfølgelig ringer jeg. I det øjeblik jeg er færdig med mit arbejde, vil du høre min stemme i den anden ende hviske dit lille, sødmefulde navn.`` Hun lo. ´´Lover du det?`` Han smilede varmt. ´´Det lover jeg.``   

Ganske få minutter senere drejede en sølvgrå Mercedes ud af indkørslen til den lille kvindes hjem. I det han trykkede speederen mod bund, rullede han intetsigende vinduet ned. Han lod den unge kvindes telefonnummer blafre et øjeblik i vinden, inden han slap det. Hun vidste endnu ikke at hun havde haft ret i sine sørgelige tanker. Hun vidste kun at han var unik; for det var han… og hun vidste at hun aldrig nogensinde ville blive i stand til at glemme ham.

Uden titel

Uden titel

Åh Emily.

Du tror ikke at nogen har brug for dig. Du tager fejl. For du er så smuk… Jeg har brug for dig. Du er så lille og skrøbelig. Din spinkle kvindeskikkelse får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, hver eneste gang jeg får øje på den i mørket. Det mest vidunderlige ved dig er at du ikke selv ved hvor vidunderlig du er. Dine hænder er unge og fuldkommen fri for rynker. Dine fingre er lange og slanke. De ville klæde rattet på en Mercedes. Din krop ville klæde dyre kjoler. Jeg kan se det for mig. Se hvordan silken smyger sig om din barm og dine hofter. Du har ingen brystholder på, og jeg bliver varm inden i. Diamanthalskæden ligger tungt imod din kavalergang og rubinerne i dine ører skinner rødt om kap med dine læber. Men du har ingen penge. Du bor i et lusket lille kvarter og arbejder på en kaffebar lige rundt om hjørnet. Jeg er en af dine faste kunder. Hver dag kommer jeg med min dollar og drikker din kaffe uden at du lægger mærke til mig. Når jeg ser dig komme imod mig bliver jeg stakåndet. Du er min Venus. Jeg vil male dine læber røde ligesom Sandro Botticelli gjorde det for århundreder siden. Du er idealet, idealet af alle kvinder gennem tiden. Dit åbenhjertige ansigt der indbyder mig til at smile. Jeg vil invitere dig ud. Jeg vil spørge om jeg må komme med dig hjem. Jeg vil spørge om jeg må kysse dig. Derefter vil jeg forsigtigt lægge hånden på dig; denne gang uden af spørge. Når vi står tæt sammen vil jeg forsigtigt lægge dit hoved ned på det blomstrede tæppe på din sofa, det tæppe jeg kan se gennem vinduet til din lejlighed fra det værelse overfor som jeg har valgt at leje for mine penge. Blot så jeg kan være hos dig hele tiden. Men du er ikke hos mig. Du kender mig ikke. Du ved ikke hvem jeg er. Men jeg har set dig. Med dine lange, gyldne krøller, våde efter badet, går du somme tider nøgen gennem stuen. Åh, ja… tællelyset brænder ned, og jeg kan næsten ikke vente mere. Jeg ved mere om dig end dig selv. Du er min dronning, dronningen over alle kvinder, dronningen over alle dronninger; men du ved det ikke. Din uvidenhed ophidser mig, og på en ganske sær måde fyldes jeg op af lysten til at lade dig vide hvem jeg er. Jeg vil se dit gode, varme hjerte smelte når jeg med al min lidenskab omfavner og kysser dig så inderligt at du umuligt ville kunne stå imod. Dit dristige sind gør at du stadig er her, at du endnu ikke er faret vil i vores kolde, kolde verden. Der er så meget du mangler at indse. At du er alene. Ingen vil nogensinde komme dig til hjælp. Må dine skrig dø ud i den mørke nat i takt med min lidenskab. Jeg kaster et utålmodigt blik på mit ur. Du har snart fri fra arbejde. I nat vil jeg erklære min kærlighed til dig. Jeg har nøje planlagt det hele. Alt hvad du behøver at gøre er at sige ja. Alt hvad du behøver at gøre er at gå med mig og fortælle mig at du også elsker mig. Alt hvad du behøver at gøre er ikke at flygte. Du skal mærke mig. På alle måder. Din barnekrop krop med alle dens kvindelige buler og skygger skal undergå mine dyriske drifter. Du skal tvinges til at føle det vanvid som jeg har følt over dig. Du skal tvinges til at drikke min gift som jeg har drukket din. Din eftergivenhed må og skal være til min fordel, for jeg vil have dig. Dette skal du ikke være i tvivl om.

Jeg tager min frakke på og vandrer ud i natten. Jeg går bevidst et stykke forbi kaffebaren så jeg kan følge dig bagfra ligeså snart du kommer ud. Ligeså snart du kan høre mine skridt, vil jeg trække hatteskyggen ned, så du ikke kan se mit ansigt. Det skal være det sidste du ser af det hele, af hele min sorte skikkelse. Sådan vil jeg have det. Du skal lukke dine øjne når dit ansigt nærmer sig mit, og først møde mit blik når dine læber møder mine. Du tiltrækker mig som et lig ville tiltrække flokkevis af fluer. Begæret er ved begge tilfælde tilstede. Ved begge tilfælde er det så stort at ingen af os har en chance. Men du er så ung og smuk. Der er ingen grund for dig til at være bange for at tiltrække fluer. Der er ingen grund for dig til at være bange for at dø.

Omsider ser jeg dig komme gående. Du låser ikke døren efter dig.  Det er ikke din tur til at lukke. Klokken er kun elleve. Natten er ung. Alligevel er der næsten ingen mennesker på gaden. Kun dig og mig. Du klæder dig tarveligt. Det har du altid gjort. Tøj der ikke er din smukke krop værdig. Der er for meget sminke i dit ellers så smukke og fejlfrie ansigt. Det får dig til at se billig ud. Nogle ville nok sige lækker. Jeg vil sige ensom og kalde det et forsøg på at tiltrække sig opmærksomhed. Det er tydeligvis en mand du ønsker. En stor mand, en mand der kan forsørge dig og passe på dig. En mand der gør at du ikke bliver bange når du engang opdager at du bliver forfulgt. Men du er naiv. Ingen anden mand vil nogensinde kunne se igennem den maske du har tegnet med skinnende blå øjenskygge og blodrød læbestift. Jeg ved ikke om du håber. Det må du gøre, eftersom du bliver ved; aften efter aften efter aften.

´´Hey!``, råber jeg. ´´Emily!`` . Hun standser. ´´Åh, ja…``, tænker jeg. ´´Lad mig se dig!`` Hun vender sig om. Hendes ansigt synes forskræmt. Det regner voldsomt og de lyse krøller klistrer til hendes ansigt. Jeg ønsker at sige noget, men ordene vil ikke ud mellem mine læber. Så smuk er hun som hun står der og ser på mig, så ufatteligt smuk. ´´Kom her!``, råber jeg omsider. Min stemme ryster af pludselig desperation. Jeg kan ikke gøre for det. Jeg er trods alt kun et menneske; kun en mand overfor en vidunderlig kvinde. Da er det at hun atter vender sig og forsøger at skynde sig væk. Hendes hæle er så høje at hun har svært ved at løbe selvom hun forsøger. Derfor haler jeg hurtigt ind på hende. Med en hånd på hendes skulder forsøger jeg at vende hende imod mig for anden gang. Selve berøringen får det til at sitre i huden under de tynde læderhandsker. Jeg udstøder et langsommeligt støn. I samme øjeblik som hun mister balancen, gisper hun højt. Hendes stemme får atter varmen til at brede sig i min robuste, men muskuløse krop. Hvis hun besluttede sig for at forsøge at stikke af, agtede jeg at tilbageholde hende. Enten på den ene eller den anden måde, og jeg vidste at hendes lille, spinkle legeme ingen chance ville have. Ikke imod mig. Ikke imod dét. Ikke imod begæret.

Jeg bøjede mig straks ned over hendes skikkelse på fortovet. Hun forsøgte at råbe. En beboer i en lejlighed i bygningen over os, lukkede i det samme sit vindue. ´´Jeg vil dig ikke noget ondt,`` hviskede jeg i det jeg rakte ud efter hende. ´´Lad mig være!``, råbte hun blot. ´´Lad mig gå! Vær venlig, at lade mig gå, jeg beder dig!`` Det var næsten som om… næsten som om at hun vidste hvad der ventede hende. Selv havde jeg endnu ikke forudset min handling. ´´Jeg elsker dig,`` hviskede jeg. Uden videre forsøgte hun nu at kravle væk fra mig. ´´Bliv hos mig!``, råbte jeg rasende efter hende. Jeg forfulgte hende derefter instinktivt, og greb hende hårdt i nakken. Imens hun begyndte at græde, tvang jeg hende til at se på mig. ´´Du er så smuk,`` sagde jeg. ´´Men du har for meget sminke på. Lad mig tage det af for dig…`` Op af lommen trak jeg et gammelt lommetørklæde. Da jeg nærmede mig hendes ansigt, lykkedes det hende pludselig at bide mig. Gennem handsken kunne jeg næsten intet mærke. Det ene øjeblik slog jeg hende hårdt i ansigtet. I det næste fortrød jeg. ´´Kan du slet ikke genkende mig?``, spurgte jeg hende omsider ulykkeligt. ´´Lad mig gå,`` bad hun atter og atter. ´´Lad mig gå!`` ´´Åh, Emily…``, hviskede jeg og strøg hende over panden. Hun skælvede i det samme af frygt og kulde. Regnen havde fået sminken til at løbe i striber ned ad hendes ansigt. Jeg førte mit ansigt helt ned til hendes. Der forsøgte jeg at kysse hende. Hendes læber føltes kolde imod mine, og jeg trak mig straks tilbage. ´´Du behøver ikke at kæmpe imod,`` forsøgte jeg at fortælle hende. Uden videre spyttede hun mit i det samme i ansigtet. Det ene øjeblik lagde jeg begge hænder om hendes lange, slanke hals. Det næste klemte jeg til. Raseriet var så voldsomt at jeg ikke evnede at lade være. Først efter utallige minutter fortrød jeg atter at have gjort hende ondt. Jeg havde været så vred at jeg ikke havde ænset hvordan hun havde kæmpet imod. Jeg havde været så vred at jeg end ikke havde ænset hvornår hun var holdt op. Ligesom jeg slap mit tag, faldt hun uvægerligt tilbage på fortovet. Hendes øjne havde ikke lukket sig, men hendes før så vidunderlige bryst løftede og sænkede sig ganske enkelt ikke. Med ét syntes al magi at være forsvundet fra hendes legeme. Som en gnist at håb der aldrig nåede at blive til en flamme. Alt syntes at have forladt hende. Al ungdommelighed, al skønhed. Med ét syntes alt mit arbejde spildt. Med ét væmmedes jeg ved den døde skikkelse på jorden. Jeg så mig hurtigt fra side til side. Vi var stadig alene. Derpå tog jeg liget i mine arme. Det vejede kun ganske lidt. Et produkt af verden, en ung pige, faret vild i vores kolde, kolde verden; nu død. Uden videre efterlod jeg det i bagagerummet på min bil. Det er i øvrigt en Mercedes. ´´Hvor synd,`` tænkte jeg i det samme, og så i mit sind tilbage på hendes små, slanke hænder der rakte mig den skoldhede kaffe. ´´De ville ellers have klædt rattet.``    

Åh Emily. Åh Veronica. Åh Alicia. Åh Monigue. Åh Sophie. Du tror ikke at nogen har brug for dig. Du tager fejl. Jeg har brug for dig. Dette er din historie. Dette var din historie. En tragedie? Eller det bedste der kunne ske for dig? Jeg ved det ikke. Jeg ved blot at det liv der alligevel ventede dig ikke ville være bedre end det tragiske liv du i forvejen levede. Lige nu farves dine læber dybblå af vandet i havnen. Langt fra så skinnende som den øjenskygge du havde på. Din våde grav har for længst gennemblødt din korte kjole. Din frakke ligger vidst stadig i mit bagagerum. Jeg er stadig rystet. Rystet over mig selv. Rystet over dig. Rystet over hvordan jeg ikke evnede at røre dig, rystet over hvordan magien så brat forsvandt fra dine øjne. Jeg så i øvrigt din eftersøgning i avisen. Det var blot en lille rubrik uden titel; ja, ligesom dig. Denne lille rubrik er dig. Denne lille rubrik, det eneste der beviser at du nogensinde har eksisteret. Du er alene. Du er uden nogen stor prangende overskrift. Du er uden en stor artikel, uden nogen der leder efter dig. Du er uden tanker, uden ild i øjnene, uden liv. Du er uden titel. 

Depression over lost inspiration

I'm very sorry, but my english is bad!

Depression

I am not blind

But I cannot see

I am not deaf

But I cannot hear

I am not dumb

But I have absolutely nothing to say

My eyes

My mouth

My ears

Are closed

Too the world around me

There is no system

Inside the system

In my mind

Everything is chaos

Nothing hangs together

Neither my sentences

Or my thoughts

And the illness gnaws

Gnaws

Gnaws

Gnaws

A big hole in my head

 So there is nothing back in there

Everything is gushing out from the crackled surface

Withdrawn frustrations there never before have seen the light

Self-hatred and dead creativity

I killed it my self

Strangled it with my own two hands when I pushed it too much

I am drowning again and again in my depression

Depression over lost inspiration 

Without title

I'm very sorry that my english is so bad!

Without Title

Oh Emily!

You do not think that anyone needs you. But you are wrong. You are so pretty… So beautiful … I need you! You are so tiny, frail and weak. Your delicate female figure makes it chill down my spine every time I see it faintly in the dark. The most wonderful about you is that you do not know how wonderful you are. Your hands are young and free of wrinkles. Your fingers are so long and thin. They would suit the steering wheel of a Mercedes perfectly. Your body would suit expensive dresses. I can imagine it. See how the silk clung round your bosom and your hips. You are not wearing any brassiere, and the inside of my body is getting hotter and hotter. The diamond necklace is heavy against your cleavage, and the rubies in your ears are shining in competition with your lips. But this is just an illusion of my mind. The reality is different. You have no money. You live in a shifty neighborhood and work at coffee bar just around the corner. I am one of your customers. I come to you every day with my dollar and drink your coffee without you noticing me. When I see you walking in my direction I looses my breath. You are my Venus. I want to paint your lips in a bright, red color, just like Sandro Botticelli did it centuries ago. You are the ideal, the ideal of women through all time. Your open face invites me to smile. I want to ask you out. I want to follow you home, and you are going to open the door for me. I want to kiss you. Afterwards I want to touch you, and I do not want to ask of permission before I do it. When we are standing close together, I want to lay your head down on the flowered blanket on your coach. I am talking about the blanket I can see through the window in your apartment, from the room I have rented in the building opposite yours, just so that I can be with you all the time. But you are not with me. You do not know my name, and you do not know who I am. But I have seen you with your long, golden curls. Wet from the bath you sometimes walk naked through your living room. Oh, yes… The candle is getting shorter and shorter. I cannot wait anymore. I know more about you than you do. You are my queen, the queen of all women, and the queen of queens. Your ignorance makes me excited, and in a strange way I want to let you know all about me. In a strange way I want you to know who I am. I want to see your heart, warm and good as it is, melt as you fall into my arms. I want to kiss you with such an amount of passion that you cannot resist. Your courageous way of thinking is the reason that you are still here. It is the reason that you are not lost in our big, cold, cold world yet. There is so much that you need to realize.  You are alone. No one will ever help you. May your screams die in the dark night together with my passion. I am looking at my watch and feeling very impatient at the same time. Soon you will be free. You will leave the coffee bar and your watch will be over. This night I will declare my endless love. I have planned it all. Everything that you need to do is to say yes. Everything that you need to do is to tell me that you love me too. Everything that you need to do is to stay with me and not run away. You have to feel me. You need to feel me in all kind of ways. Your childlike body with all its womanly curves and shadows will undergo all my brutish and bestial urges. I will make you feel the same madness about me that I have felled about you. I will make you drink my poison the same way I drank yours. I want you! About this there should not be any doubts.      

I take my coat and stroll out in the night. Consciously I pass the coffee bar so that I can follow you from behind as soon as you come out. As soon as you hear my steps, I will pull down the hat brim, so that you cannot see my face. My face is going to be the last thing you see of the black shadow behind you that is me. That is the way I want it. You have to close your eyes when your face is getting near mine, and not open them again before our long awaited kiss. Then you are going to see me, really see me for the first time. You attract me like a corpse attracts swarms of flies. In both cases there is a desire. In both cases none of us has a chance. But you are so young and beautiful. You have absolutely no reason to be scared about attracting flies. There is no reason for you to be scared about dying. 

Finally you are leaving the coffee bar. You do not lock the door. It is not your turn to close the shop for today. The clock is only eleven p.m. The night is young. Anyway there is close to no people on the street. There is only you and me. You are always dressed very poorly. You have always done that. These clothes are not worthy enough for your beautiful body. There is too much make-up in your otherwise so flawless face. It makes you look cheap. Someone would rather say hot. I would say lonely, and call it an attempt to attract some attention. It is obvious that you want a man. A kind man, who wants to support you and take care of you. A man you would not be afraid of when you find out that he is following you. But you are naive. No man will ever be able see through the mask you have painted with blue eye shadow and crimson lipstick. I do not know if you still are filled with hope. I some kind of way you have to be. If you did not feel any hope, why would you else keep putting this mask on night after night after night?  

´´Hey!`` My voice is loud and clear. ´´Emily!`` She stops and is standing still for a moment. Oh, yes… My thoughts are driving me crazy. ´´Let me see you!``, I shout out against her. She turns around. Her face seems scared. It is raining heavily, and the golden curls are sticking to her face. I want to say something, but the words will not touch my lips. She is so beautiful as she is standing there, only a few meters away. So unbelievable and beautiful… ´´You have to come with me.`` My voice is shaking. It makes me sound desperate. It is not my fault. I am only a human; a man in front of a wonderful woman. Suddenly she tries to run, but her heels are so tall that it is nearly impossible. Therefore I catch up with her very quickly. With a hand on her shoulder I try to turn her around against me for the second time. The touch makes my skin under the thin leather clove quiver, and I moan slowly. In the same moment she loses her balance and gasps. Her voice is making a warm feeling in me, and it spreads very fast in my strong, robust body. It is like an illness, like cancer. If she wanted to run away again, I knew what to do. I would withhold her. I knew that her tiny, frail body never would have a chance. Not against me. Not against it. Not against the desire.

I bent down over her tiny figure on the sidewalk. She is trying to yell something, but I could not understand it. In the same moment someone in an apartment in building next to us, closed the window. ´´I will not hurt you,`` I whispered while I was trying to give her my hand. ´´Leave me alone!``, she answered. Her voice was shaking, just like mine was it earlier. ´´Let me go, please, I ask you, leave me alone!`` I listened to her words, but I did not want to hear them. Maybe she had sensed something, something that I had not noticed yet, or maybe she just felled the tension just as much as I did. It was everywhere, over our heads and in the air. We were literally breathing it. ´´I love you!``, I whispered. She tried to crawl. I wanted her to realize that it was hopeless, that she did not have a choice. ´´Stay with me!``, I shouted. I grabbed her violently in the back of her neck. While she began to cry, I forced her to look at me. ´´You are so beautiful,`` I said. ´´But you have too much makeup on. Let me remove some of it for you``… From the deep of my pocket I pulled up a handkerchief. Suddenly she bit me. Through the clove I could not feel any pain. One second I just stared surprised at her. The next one I hit her hard in the face. My regret lasted for no more than a minute.  ´´Do you not recognize me?``, I asked her, but I did not see any recognition in her face. ´´Let me go!``, she said again and again. ´´Let me go!`` ´´Oh, Emily``, I whispered and stroked her carefully on her forehead. She trembled. The rain had smeared her makeup. I led my face very close to hers. Then I tried to kiss her. Her lips felled cold against mine, and the kiss did not last for more than a second. ´´You do not have to fight against me``, I tried to tell her. Suddenly she spat me in the face. I was not prepared for such a reaction, and in one moment I got filled with rage. With an indescribable anger I put both my hands around her neck. Before I knew what I was doing, I was in the middle of strangling her. Minutes passed by and first then the rage disappeared, just as fast as it had possessed me in the first place. I had been so angry that I had not even noticed when she stopped fighting back, or when she stopped moving. Just as I let her go, she fell invariable to the ground. Her eyes were still open, but her before so beautiful chest did not move. Suddenly all magic seemed to be gone. Like a sparkle of hope that never reached its goal and became a flame. Everything seemed to be gone. All youth, all beauty. Everything that was left was nothing else but a corpse. Suddenly all my work seemed wasted. Just like all the other times. Suddenly I felled very disgusted about the dead body on the ground. I looked quickly from side to side. We were still alone. Then I took the tiny corpse in my arms. It was very light. A product of the world, a young girl, lost in our cold, cold world; now dead. I left her in the trunk of my car. Have I told you that it is a Mercedes? ´´How sad``, I suddenly came to think. In my mind I saw the young hands reaching me my scalding hot coffee. ´´They would have suited the steering wheel perfectly.``

Oh Emily. Oh Veronica. Oh Alicia. Oh Monique. Oh Sophie. You do not think that anyone needs you. You are wrong. I need you. This is your story. This was your story. A tragedy? Or maybe the best thing that could have happened to you? I do not know. I just know that the life that would have been waiting for you, would not have been any better than the tragic life you already lived. Right now the water in the harbor are painting your lips in the same deep blue color as the water here in the early morning. So far away from the shiny blue color of your eye shadow. Your watery grave, have soaked your short dress. Your coat is still in my trunk. I saw that they were searching for you in the newspaper. It was just a little box without title; just like you actually. This little box is you. This little box is the only thing that proofs that you ever have existed. You are alone. You are without any huge, flashy headline. You are without a big article, without anyone looking for you. Without thoughts, without fire in your eyes, without any life. You are without title.            

Kærlighedsløs kærlighed

Sneen er faldet tungt hele morgenen og formiddagen med. Men nu skinner solen. Jeg har haft en elendig nat, næsten uden søvn. Kun mareridt. Dog kommer den her med sine varme stråler og tror at den kan bilde mig noget ind. Sneen smelter ikke. I stedet gør mit hjerte. For nogle gange er verden ond, men solen her i sneen fortæller mig noget ganske andet. Den fortæller mig om varme og blid berøring og den fortæller mig mest af alt om kærlighedsløs kærlighed. Den fortæller om hvordan vi alle lever i symbiose med hinanden. Den skabte os, moder jord. Vi ser den ikke og den ser ikke os. Alligevel er vi der for hinanden som to parter i et vellykket ægteskab; til døden os skiller. Og dette var det… Dette var mine tanker for i dag; dette var lidt om den kærlighedsløse kærlighed.                ...