En novelle...

Sangskriveren

Sangskriveren. Dette er mig. Dette er den jeg er. Dette er den person, det ynkelige menneske jeg hver eneste morgen ser i spejlet når jeg vågner. Jeg har placeret et spejl i loftet over min seng så jeg bedre kan se det hele. Se… Ind i en verden der er mig, ind i mine store nøddebrune øjne. Jeg er alene. Somme tider føler jeg mig som det sidste menneske tilbage i verden, som det sidste menneske tilbage i min verden. Jeg kan ganske vidst så de andre udenfor vinduet i min lejlighed på syvende etage. De vandrer frem og tilbage i stride strømme… alle disse personer, alle disse sjæle. Helt heroppefra er de små som myrer, og jeg observerer dem somme tider i timevis. De skynder sig frem og tilbage mellem arbejde og familie, bygger sirligt videre på deres samfund, deres verden, deres myretue. Jeg forestiller mig den gigantiske sko der i det samme, uden noget varsel, træder ned og ødelægger det hele; knuser bygninger, knuser tusindvis af myre-menneskedrømme. De er ikke som mig. Heroppe er jeg i himlen. Dernede… ligger helvede. Og der er langt ned, kan jeg godt sige dig. Syvende etage. Den kolde, beplantede jord. Billederne af helvede er altid fyldt med flammer og djævle. Men hvad hvis dette blot er en drøm om et helvede som en tilfældig maler engang havde? Hvad hvis helvede i virkeligheden er dækket af asfalt, grønne beplantninger, skyskrabere og bemandet med mennesker? Og duer… Masser af dem alle sammen. Dernede æder duerne af affaldet. De er syge og beskidte. Rotter med vinger er der nogen der kalder dem. Men heroppe, i himlen er duerne for mig hvad de altid har symboliseret. Et fredsvæsen, en smuk, flyvende bunke kærlighed som jeg fodrer med friske fuglefrø og brødkrummer om aftenen oppe på taget.

Det er sikkert ganske let at blive grebet af min tankestrøm, af mine ord. Jeg lyder muligvis hellig. Men det er jeg ikke. Langt fra. Jeg er ingen engel. Jeg er snarere en lille, ubetydelig djævel der tog på eventyr og ganske tilfældigt fandt døren til himlen. Jeg har ikke mødt Jesus. Jeg har ikke mødt Gud. Jeg har aldrig set eller haft en vision om en skikkelse der kaldte sig selv for Helligånden. I himlen er jeg alene. Her er kun os. Den lille, ubetydelige djævel og så alle de rene fredsduer. Jeg ville gerne blive heroppe for evigt. Aldrig nogensinde tage tilbage til Londons gader under mig. Aldrig nogensinde tage tilbage til dette helvede med asfalt og kunstigt anlagte søer og beplantninger. Jeg har dog intet valg. Jeg er nødt til at tage tilbage. Hver dag. Somme tider sidder jeg under et træ i Hyde Park. Det er her jeg skriver de fleste af mine sangtekster. Lige under netop dette tre. Det ligner ganske vidst alle de andre træer, men dette træ er som mig. Jeg ligner også alle de andre mennesker. Men ligesom mig fandt dette træ også elevatordøren til himlen. Måske ikke i det samme boligkompleks som jeg selv. Men jeg kan se at dette træ er min sjælefrænde. Jeg kan føle hvordan det stråler lidt mere, hvordan det er lidt grønnere, hvordan det giver mig den ro som ingen andre, som intet andet kan give mig. En dag sad jeg op ad det og skrev. Solen skinnede, det var midt i juli og sommeren havde omsider taget rigtig fat.

Jeg skrev…:

Flå mine øjne ud

Af mit kranium

Flå huden af mine læber

Og mit ansigt

Bedøv min tunge

Sløv mine sanser

Lad mig elske

Og gør mig til en levende død

Mit sind

Er en maskerade

Af

Skelettynde djævle

Hvis ansigter jeg ikke kan se

Mine følelser

Gør mig blind

For hvad du gennem tiden har udsat mig for

I det samme fik jeg øje på en kvinde. Jeg bed mig ikke mærke i hvor tyk hun var, for hun var meget overvægtig. Jeg bed mig heller ikke mærke i den store is i hendes lille, kraftige hånd med de små, korte, buttede fingre, eller i smilet på hendes mund imens hun skyndte sig at spise den. Alt hvad jeg så var hendes øjne. Hun var ikke køn. Men disse øjne var mildest talt noget af det smukkeste jeg nogensinde havde set. De tog hurtigt vejret fra mig. Jeg stirrede længe, så længe at øjnene mødte mine. Selv da var jeg ikke i stand til at se væk. Jeg kunne mærke at hun begyndte at blive utryg. Alligevel syntes jeg på en eller anden måde at holde hendes blik fanget. Hendes øjne lignede slet ikke mine. De var i stedet almindelige af størrelse, men meget klare, og så besad de en helt ren, sjælden lyseblå farve jeg kun to gange før havde set magen til. Melankolien de rummede stod i komplet modsætning til smilet om hendes læber. Hun havde en smule is i mundvigen, men slikkede det ikke væk. Hun var faktisk holdt helt op med at spise. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til hvordan hendes greb om isvaflen strammedes mere og mere. Det gav et sæt i mig da vaflens overflade til sidst begyndte at krakelere for derefter at blive knust. Det meste af isen faldt til jorden, imens resten lagde sig som en iskold hinde om hendes næve der i det samme havde knyttet sig. Tiden stod ikke stille. Der var intet magisk over hele scenariet. Jeg nåede kun lige at se hvordan tårerne forsigtigt tittede frem i hendes ene øjenkrog. Derefter afbrød et inferno af høje, skrækindjagende lyde mig i den ugerning jeg havde gang i. To biler var kollideret med hinanden mindre en et halvt hundrede meter fra os. Vejen på den anden side af gitteret der omgav parken, var ét stort kaos. Jeg tog min skriveblok og rejste mig for bedre at kunne se. Alt indeni mig skreg af jeg skulle flygte eller ringe efter hjælp. Alligevel blev jeg blot stående, og i lang tid var jeg ikke i stand til at tænke på andet. Jeg så hvordan kaskaderne af røg steg til vejrs fra de knuste biler. Jeg genkendte i det samme den sølvgrå mercedes. Uden at ville det kastede jeg min skriveblok fra mig på jorden og efterlod den der, alt imens mine ben bar min hurtigt og usikkert hen imod gitteret. Jeg gik ikke. Jeg løb; løb så hurtigt jeg kunne, imens sekundviseren på mit armbåndsur bevægede sig fremad i slowmotion. Hver gang den ikke bevægede sig, syntes tiden at stå stille. Jeg så mig selv på afstand i en serie af sort-hvide billeder filmet og fanget på en måde som kun de ældste filmkameraer er i stand til. Jeg lagde begge mine hænder om gitterstængerne ud for mig, og trak mig så tæt hen imod vejen på den anden side, af røgen slikkede mit ansigt. Jeg blev, ligesom flere andre, stående længe nok til at se ambulancefolkene ankomme og trække de tilskadekomne, begge mænd, ud af hver sin knuste bil. Den ene var fremmed for mig, men ansigtet der dukkede op på båren efter at være blevet klippet fri fra det sammentrykkede metal han havde siddet fastglemt i, fik mig til at holde vejret. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik. Jeg så dem bære ham væk. Jeg så hans livløse skikkelse. Den var stadig lige så høj og veltrænet som jeg huskede den. Jeg var sågar i stand til at se igennem hans jakkesæt fra Armani, og genkalde mig den nøgenhed der glubsk var blevet smeltet sammen med min, den ene gang for efterhånden flere hundrede nætter siden. Tankerne myldrede frem og tilbage i mit plagede sind, og før jeg vidste af det var oprydningsfolkene ved at være færdige. Først da lykkedes det mig at komme til mig selv, og da jeg vendte mig om… var den tykke kvinde ikke længere af se.

Min lejlighed er i virkeligheden ikke min. Den er kun lejet. Jeg kastede hensynsløst min tomme taske hen imod kommoden ved siden af døren, og min kat udstødte en irritabel lyd da jeg, uden at vide det, ramte den. Jeg var oprevet. Min skriveblok var forsvundet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den tykke kvinde. Disse to ting bekymrede mig meget. Dette var på trods af at jeg netop havde set to mænd dø. Den ene, sågar en gammel bekendt… Muligvis mere end en bekendt. Jeg tog mig til hovedet. Mine tindinger dunkede uforstyrret og uhæmmet dybt nede i underhuden. Jeg vaklede forbi kalenderen på væggen. For dagen i morgen var der et kryds; et kryds jeg ikke ønskede at se eller tænke på. Tværtimod ønskede jeg bare at glemme det. Glemme det hele… Som i en drøm genkaldte jeg mig det øjeblik hvor jeg havde stået bagved gitteret og set på de to livløse skikkelse bag hver deres knuste forrude. Jeg genkaldte mig det øjeblik hvor kaskaderne af den tykke, sorte røg havde slikket mig i ansigtet. Næsten ligesom cigaretrøg…

Cigaretrøg ja… Det var lørdag. En hvilken som helst lørdag ud af hundredvis af lørdage, og samtidig den første lørdag og dagen efter min trettenårs fødselsdag.

Mit hjerte begyndte at hamre, alt imens erindringen langsomt vendte tilbage…

Min mor var ude med kortklubben. Imens sad min stedfader med en åben flaske Jack Daniels og en cigaret i hånden. Jeg kunne se hans ansigt i det matte skær fra sparepæren i køkkenlampen over køkkenbordet. Han sad på den stol der var længst væk fra mig. Jeg stod i døråbningen. Jeg havde blot været ved at gå forbi. Klokken var omkring ti om aftenen og jeg havde skullet op og tisse. Dette på trods af at jeg allerede havde tisset af inden jeg var listet ind i min seng for at læse mig i søvn en time tidligere. Jeg havde været på vej tilbage til mit værelse, og jeg ønskede at forsætte. Jeg frygtede disse aftener mere end noget andet, disse aftener hvor min mor var ude med kortklubben, bogklubben eller veninderne. Det var hun et par gange eller tre om måneden; og det var altid det samme. Samme mønster, samme mareridt om og om igen i årevis. Jeg så ham sidde der, fordrukken og smilende. Smilet forekom mig at være særdeles ondskabsfuldt. For enhver anden ville det sikkert have set kærligt ud. Men for mig var kærligt lig med ondskabsfuldt. ´´Sophie!``, udbrød han, og jeg fór skrækslagent et halvt skridt tilbage. Jeg kunne mærke hvordan mine lange gyldne slangekrøller rejste sig i min nakke, i samme øjeblik hans øjne mødte mine. Hans øjne var blå. En sjælden, klar og helt lyseblå farve, som kun én anden jeg nogensinde havde set være i besiddelse af. ´´Kom her hen,`` sagde han roligt. Ikke ord af nogen faretruende karakter. Men alligevel følte jeg hvordan frygten næsten fik mig til at vende det hvide ud af øjnene og besvime. På trods af alt dette bar mine fødder mig langsomt forbi den første stol… og så den anden stol, indtil jeg til sidst stod foran ham. Han aede forsigtigt min kind. Jeg skælvede ved hans berøring. Dette fik ham blot til at stirre endnu mere fortryllet på mig. ´´Sophie…``, hviskede han pludselig i mit øre. Han havde bevæget sig så hurtigt at jeg ikke nåede at opfatte hvor tæt på han var før det alligevel var for sent. Hans ånde stank langt væk af spiritus, og de lidenskabelige kys han plantede på min hals var fugtige ligesom den hånd han rørte mig med. Med cigaretten mellem to af sine fingre, greb han om mit langt fra færdigudviklede bryst. Selvom jeg netop var fyldt tretten lignede jeg stadig en på ti. ´´Du er så smuk, Sophie…``, fortsatte han, og måden han sagde mig navn på var tæt på at få mig til at kaste op. Jeg lukkede øjnene så hårdt jeg kunne, og i samme øjeblik begyndte hans forbandede hånd at bevæge sig nedad. Men pludselig, midt i det hele, standsede han. ´´Elisabeth,`` sagde han strengt, og jeg fik i det samme øje på min halvsøster i døråbningen, hvor jeg for få øjeblikke siden selv havde befundet mig. Hun var yngre end mig, og vi havde samme mor. Alligevel lignede vi overhovedet ikke hinanden. Mine gyldne barnekrøller og hasselnøddeøjne stemte ikke overens med hendes mørkere hår og hendes…

Minderne var modbydelige. Jeg skreg indvendig. Aldrig før havde de overfaldet mig på denne hensigtsløse måde. Jeg kæmpede og kæmpede imod dem, men de var allerede, for længe siden, blevet plantet så godt og grundigt i min hjerne at jeg havde rødder helt ned ud under tåneglene. Snowies katteøjne fulgte mig forvirret, imens jeg væltede rundt i værelset med ansigtet begravet dybt nede i mine spinkle hænder…

´´Elisabeth,`` fortsatte han strengt. ´´Hvad er det at du skal huske?`` Hun smilede forsigtigt med sine små uskyldige barneøjne. Hun forstod muligvis ikke hvad det var der skete. Hun var trods alt kun lige fyldt syv. ´´At det hele er vores lille hemmelighed,`` sagde hun stille. Han smilede. Han vidste hvordan at hun forgudede mig. Men han kendte også til en langt mørkere del af hende. Nemlig hendes jalousi. Jalousien over mængderne af opmærksomhed jeg altid fik. Men dette var ikke alt… Samme nat, imens jeg lå og sov, mærkede jeg atter den modbydelige spiritusstinkende ånde mod min hals. Hans fingre smagte svagt af røg idet han tvang dem ind i munden på mig. På meget kort tid blev jeg meget dårlig. Jeg følte atter at jeg skulle kaste op, men jeg sagde intet. I stedet forsøgte jeg at skrige, men da var det allerede for sent. Hans bælte raslede imens forsøgte at åbne det samtidig med at han holdte mig fast. Jeg drejede forsigtigt hovedet væk, og til min store overraskelse lod han mig gøre det. Fra et sæt sjældne, lyseblå øjne, gik jeg til et andet. Min halvsøster der havde arvet sin faders helt unikke blik, stirrede direkte og ufortrødent på mig. De holdt sig ikke tilbage; end ikke da jeg gispede af smerte og begyndte at få tårer i øjnene. Man kunne intet spore i dem. Hverken frygt, jalousi, glæde, forfærdelse eller noget som helst andet. Hendes blik var fuldkomment neutralt, alt imens jeg kunne se to par intense, lyseblå øjne stirre på mig i et af de mest ydmygende øjeblikke i mit liv. Uanset hvordan jeg vendte og drejede mit hoved var de på mig, og jeg skreg…

… Skreg indeni…

Og før jeg vidste af det var det hele atter overstået. Før jeg vidste af det var jeg endnu engang nødsaget til at forsøge at græde mig selv i søvn. Men jeg sov ikke mere den nat. Jeg kunne ikke klare mere. Hver eneste gang ødelagde mig mere og mere, og jeg følte pludselig hvordan min Botticelli-engleagtige overflade var ved at krakelere. Da jeg omsider hørte hoveddøren åbne sig, efterfulgt at klik-klaklydene fra min moders stiletter, tænkte jeg at dette aldrig skulle have lov til at overgå mig igen. Jeg turde dog ikke liste ned til hende før tidligt om morgenen, hvor jeg var helt sikker på at min stedfader sov. Der spurgte hun mig som det første hvordan jeg dog havde fået det store blå mærke på min hals. Jeg fortalte hende at det var et sugemærke, og hun spurgte mig forfærdet hvem der dog havde lavet det. Lige da jeg skulle til at svare dukkede min halvsøster forsigtigt og søvndrukkent op i døråbningen. Ufrivilligt begyndte jeg at græde. Ud busede jeg med alle aftenens mareridtsagtige hændelser. Min talestrøm ville næsten ingen ende tage. Til sidst brød jeg grædende sammen på køkkengulvet. Min moder stirrede forfærdet på mig. Derefter kiggede hun hen imod Elisabeth der stadig stod i døråbningen. ´´Er det virkelig sandt, Elisabeth?``, spurgte hun. Atter var der absolut ingen følelser at spore i hendes ansigt. Hverken frygt, jalousi, glæde, forfærdelse eller noget som helst andet. I et næsten uvirkeligt øjeblik begyndte hun at ryste på hovedet. I det hun gjorde det begyndte jeg på det nærmeste at gispe efter vejret. På et splitsekund forvandledes min angst til vrede. Jeg gjorde derefter noget jeg aldrig skulle have gjort, og som tilsyneladende ødelagde min troværdighed fuldstændig for altid. Jeg sprang op fra gulvet og rev min halvsøster så hårdt i armen at hun faldt. ´´Sig at det er sandt!``, skreg jeg atter og atter og atter, alt imens min stedfader, der var vågnet ved al larmen, dukkede op i døråbningen og holdt mig fast, indtil jeg ikke længere var i stand til at kæmpe imod… Psykolog efter psykolog undersøgte mig efterfølgende på kryds og tværs, og jeg fortalte dem alle sammen den samme historie om netop denne tilfældige aften. Jeg ved at de også talte med Elisabeth, og inderst inde vidste jeg hvad hun gjorde når psykologerne stillede hende det samme spørgsmål som vores moder havde gjort. Hun rystede ganske enkelt på hovedet. I stedet for at blive set som et råb om hjælp, blev jeg set som et råb på opmærksomhed, og derefter hurtigt afsluttet fra psykologerne. ´´Hvorfor?``, spurgte jeg Elisabeth en aften vi lå i hver vores seng og skulle sove. Hun smilede hendes evindelige barnesmil. Hendes vidunderlige, lyseblå øjne tindrede nærmest hver gang hun gjorde det. ´´Fordi…``, begyndte hun stille. ´´Fordi at det hele er vores lille hemmelighed!``

Jeg kastede mig grædende på sengen. Den aften jeg netop havde genoplevet i min sind, havde hverken været den første eller sidste mareridtsaften. Det hele stoppede først den dag min mor fandt en anden og blev skilt fra min stedfar. Den dag var jeg seksten år gammel, og havde netop fået min første menstruation. Jeg var hverken lykkelig eller ulykkelig da det omsider skete. Jeg var i stedet fuldkommen ødelagt indeni, og jeg vidste… Vidste at dette kun havde været begyndelsen endnu en lang række mareridt. Mareridt også kaldet livet…

Jeg havde ligget i sengen i omkring en time, da Snowie endelig fattede mod og kravlede op til mig. Forsigtigt lagde jeg hånden på ryggen af den, og lagde nogle forvildede totter af hår ned. Jeg var ikke længere nogen lille pige. Jeg var en voksen kvinde. Alligevel var det en lille pige der stirrede tilbage på mig i spejlet i loftet over mig. Gennem hele mit liv var jeg af den mand jeg både frygtede og hadede mere end noget andet, blevet fortalt hvor smuk jeg var. Hvor ofte havde han ikke fordybet sig i den nyvaskede duft af mine krøller når alle andre kiggede væk? Jeg havde intet at miste. Kun mig selv.

Jeg fandt forsigtigt en den skarpeste saks jeg havde i køkkenskuffen. Det var med rystende hænder at jeg klippede den første lok af hår. Jeg så hvordan den forsigtigt faldt til jorden, og jeg så hvordan alle min stedfaders berøringer faldt til jorden med den. Jeg kan næppe forklare dig denne nærmest euforiserende følelse der fyldte min krop i dette øjeblik. Det var næsten ligesom dengang…

… jeg fik øje på den sølvgrå Mercedes udenfor det tilfældige supermarked i udkanten af London jeg netop var på vej ud af. Jeg genkendte den næsten med det samme som min stedfaders bil. Den sidste han købte inden han blev skilt fra min moder. Jeg var netop fyldt seksten dengang. Siden da havde jeg hverken set eller hørt fra ham. Dette var nu omtrent syv år siden. Jeg standsede brat med min bærepose i hånden, i det bilen parkerede blot nogle få meter fra mig. Jeg ænsede kort en mandeskikkelse bag bilruden. Derfra gik jeg nærmest i panik. Lige indtil det øjeblik hvor en ung mand åbnede døren og trådte ud. Han kiggede forbløffet på mig et kort øjeblik. Derpå smilede han. ´´Er der noget galt?`` Jeg rystede på hovedet. ´´Det… det var bilen,`` mumlede jeg forsigtigt. Den unge mand smilede fortsat. Han havde et meget charmerende smil. Først da lagde jeg mærke til hvor smuk han var. Hvor perfekt hvor enkelt linje i hans ansigt var tegnet. ´´Ja, den er ikke helt ny. Det ved jeg godt. Jeg fik den billigt hos en brugtvognsforhandler.`` Jeg kiggede forsigtigt ind ad bilruden. Jeg genkendte farven på sæderne, jeg genkendte læderet på rattet som min stedfaders hænder havde rørt, inden han på en køretur standsede i vejkanten. Der var kun os i bilen. Min mor havde lovet at hun ville køre mig hen til en veninde. Da det kom mig for øre at det ikke var hende der skulle køre alligevel, var jeg ganske tæt på at springe fra. ´´Men det er bare en køretur,`` sagde jeg gentagne gange til mig selv. ´´Der kan intet nå at ske på sådan en lille tur.`` Men det kunne der, og han voldtog mig hårdt og ufortrødent på bagsædet. ´´Er du okay? Du bliver helt bleg,`` spurgte den unge mand pludselig bekymret. Jeg kom i det samme til mig selv. Derpå nikkede jeg. ´´Min stedfar havde en bil magen til,`` sagde jeg blot. Han nikkede imponeret. ´´Ja, det er en flot bil. Men dem findes der sikkert mange af her i England.`` Atter dette charmerende smil. Hans stemme var som smør, og fik mig ligeså stille til at falde til ro. Da var det at han inviterede mig ud at spise…

´´Ja,`` mumlede jeg forsigtigt for mig selv imens lokkerne af de kraftige, gyldne krøller faldt over alt omkring mig. ´´Hvorfor sagde jeg dog ja?``

Vi var på date efter date, men jeg forblev tilbageholdende. Lige til en dag hvor han spurgte mig helt alvorligt hvad der påvirkede mig sådan hver gang vi var sammen. ´´Det har intet med dig at gøre,`` mumlede jeg forsigtigt, idet jeg rystede på hovedet. ´´Du ved at du kan fortælle mig alt,`` sagde han med sin bløde stemme. ´´Du ved hvor vild jeg er med dig.`` På få øjeblikke var jeg meget tæt på at buse ud med alt det jeg ellers aldrig ville have fortalt nogen. Derpå stoppede jeg mig selv i det. ´´Jeg har aldrig haft en kæreste,`` endte jeg med at sige. Dette var sandt. Til min store overraskelse smilede han og var faktisk ganske tæt på at le. ´´Er det bare det?``, spurgte han, og fik mig pludselig til at føle mig fjollet. Jeg nikkede forsigtigt. Jeg var bange for at han, hvis jeg fortalte sandheden, aldrig ville se mig igen. Sandheden var at jeg var ved at blive en smule forelsket i denne charmerende unge mand jeg havde mødt kun få uger tidligere på parkeringspladsen udenfor supermarkedet. Vi endte med at tage hjem til min lejlighed. Der skete det der måtte ske før eller siden. Jeg åbnede op for min forelskelse, og til min store overraskelse elskede vi. Det var ganske vidst, som du nok ved efterhånden, ikke første gang jeg havde sex med nogen. Tværtimod var det første gang jeg prøvede at elske; og det var helt igennem vidunderligt. I stedet for at krybe sammen under hver eneste berøring, strakte jeg mig og bad om mere. Det var tidligt da jeg vågnede næste morgen. Til min store overraskelse lå han ikke længere ved min side. Jeg så op, og fik omsider øje på ham. Han stod midt i det lille rum og var ved at knappe sin hvide skjorte. ´´Er du allerede på vej ud?``, spurgte jeg med et forsigtigt smil. Han svarede ikke. Først var jeg ikke sikker på om han havde hørt mig, men da jeg atter stillede ham samme spørgsmål var jeg ikke i tvivl; han trak det i langdrag. Det var tidligt på efteråret, og stadig lummert. Alligevel skammede jeg mig pludselig over min nøgenhed, og trak straks dynen op omkring mig. ´´Min kære Sophie…``, sagde han i det samme og smilede. Han havde vist mærket hvordan min tålmodighed havde været ved at slippe op. ´´Hvor skal du hen?``, udbrød jeg, og forsøgte i et kort øjeblik at spille kostbar. Jeg var bange. Bange for at det hele atter ville bryde sammen omkring mig. ´´Jeg er nødt til at arbejde,`` mumlede han blidt, idet han bevægede sig hen imod mig. Jeg ønskede at røre ved ham. Forelskelsen var pludselig stærkere end nogensinde før. I det samme kyssede han mig; inderligt og længe. ´´Hvorfor findes der ikke flere af din slags?``, stønnede jeg forsigtigt. ´´Fordi at jeg er unik,`` sagde han og lo. ´´Unik og talentfuld! Derfor er jeg nødt til at arbejde. Forstår du, min engel?`` ´´Kommer du tilbage?`` tog jeg mig selv i at spørge håbefuldt. ´´Jeg kommer altid tilbage til det som er det vigtigste for mig.`` Hans ord fik mig atter til at smelte. Jeg havde ikke lagt mærke til at dynen var faldet ned omkring mine hofter, så min overkrop nu var blottet. ´´Jeg har fået nyt nummer,`` sagde jeg blot, idet jeg smilede; helt igennem skudt af Amors forbandede pil. ´´Der ligger et kort med nummeret henne på kommoden. Lov mig at du ringer ligeså snart du får fri fra arbejde!`` ´´Han smilede. ´´Selvfølgelig ringer jeg. I dét øjeblik jeg har forladt kontoret, vil du høre mig hviske dit sødmefulde navn i telefonen.`` Jeg lo. ´´Lover du det?``, spurgte jeg atter. Han smilede varmt. ´´Det lover jeg.``

Der gik kun yderligere to minutter inden han forsvandt ud af lejligheden. Jeg gik hen til vinduet for at vinke til ham, men han så mig ikke. I stedet så jeg ham, så hvordan han med en travl og ligegyldig mine satte sig ind i den sølvgrå Mercedes. Jeg så hvordan han rullede vinduet ned, og rakte armen ud. Et øjeblik lod han en lille lap papir blafre i vinden, inden han slap den. Uden egentlig at tro på hvad der netop var overgået mig, krøb jeg så hurtigt jeg kunne i en smule tøj hvorefter jeg stormede ud af lejligheden og ned på gaden. Da jeg nåede derned var bilen for længst kørt. Ude af mig selv samlede jeg kortet med mit nye telefonnummer op fra jorden. Jeg så ham aldrig igen. Ikke før den skæbnesvangre dag, hvor…

… Jeg så ham dø. Snowie rullede sig intetsigende i håret på gulvet. Derefter spandt den og gav sig til at gnubbe hovedet op ad mit ben. Jeg gennede den arrigt væk og smækkede badeværelsesdøren hårdt i efter den. Jeg var ganske enkelt atter nået til et punkt hvor jeg ikke kunne klare det længere. Jeg flåede på kommando fra mit syge sind medicinskabet foran mig op. På under fem minutter slugte jeg hver eneste pille jeg var i stand til at finde i det. Det antidepressive… Det smertestillende… Det antipsykotiske… Alt hvad jeg kunne få mine hænder i! Jeg stirrede arrigt tilbage på mig selv i spejlet. ´´Intet at miste… Du har intet at miste… Husk det! Det er vores lille hemmelighed.`` Spejlbilledet smilede.

Efter morgenen hvor jeg sønderknust måtte samle kortet med mit telefonnummer op fra fortovet, gik det kun yderligere ned ad bakke. Jeg begyndte at hade mig selv. Jeg så op og ned af min krop og væmmedes ved de fine, kvindelige kurver. Dette var alt hvad jeg havde. Dette var altid hvad nogen nogensinde ville have fra mig. Jeg begyndte at bruge barberblade til at skære i mig selv med. På samme tid holdt jeg næsten op med at indtage føde. På universitet hvor jeg læste litteratur, lagde de også mærke til forandringen. Hvor jeg før havde undgået de fleste, undgik jeg nu alle. Jeg turde ikke længere binde mig til noget andet menneske. Bare tanken gjorde mig både svimmel og rædselsslagen. En dag jeg havde det særlig dårligt, skar jeg mig så dybt i låret, at jeg ikke var i stand til at standse blødningen. På skadestuen syede de flængen med fjorten sting. Da jeg ville hjem holdt de mig til min store overraskelse tilbage. Imod min vilje blev jeg indlagt på den psykiatriske afdeling for voksne. Der boede jeg i næsten ti måneder. ´´Det er personligheden,`` sagde de flere gange til mig. ´´Det er borderline.`` Jeg var dog ligeglad. Jeg havde ingen ide om hvad borderline var. I stedet slugte jeg villigt pillerne de gav mig, og langsomt følte jeg en smule bedring. Jeg fandt så at sige ro i at skrive. Små sange, som jeg sang for mig selv når ingen hørte det. Mine tekster var dybe, og min psykolog gav mig megen anerkendelse for dem. Jeg stolede egentlig ikke på psykologer. Ikke efter de landsbylæger i nogle af Englands mindste byer hvor jeg var vokset op, havde kaldt sig selv det. Men den anerkendelse hun gav mig åd jeg råt, og den fangede hun hurtigt. Så des mere jeg efterhånden fortalte, des mere anerkendelse gav hun mig for at have røbet mine hemmeligheder. Jeg var begyndt at spise igen, da jeg begyndte at døje med migræne. Efter et par måneder hvor ingen lægeremedier havde kunnet afhjælpe det valgte de at scanne mit hoved. ´´For en sikkerheds skyld,`` smilede lægen til mig. Derfor troede jeg ikke på ham da han fortalte mig om den ondartede tumor der gemte sig oppe under min hjerneskal.

Jeg så krydset i min kalender for mig. I morgen skulle jeg have haft min første kemobehandling. Alligevel er jeg ikke i stand til at se lyset på den anden side af den lange, mørke tunnel. Ikke længere. De udskrev mig for kun to uger siden. Dagen efter gik jeg tilfældigvis forbi en dyrehandel og fik øje på Snowie. Jeg købte hende fordi at hun gjorde mig glad. I den korte rus jeg følte efter at jeg havde taget pillerne, tænkte jeg kort på hvem der mon nu skulle tage sig af hende. Jeg havde ikke haft kontakt til min moder siden jeg flyttede hjemmefra. Jeg kendte ingen, jeg havde ingen omkring mig eftersom jeg havde undladt at have kontakt med nogen som helst andre end min psykolog i løbet af de sidste elleve måneder. Gennem hele mit liv havde jeg blot accepteret alt hvad der var hændt mig. Somme tider havde jeg endda taget det som en selvfølge. Dette var jeg ganske enkelt ikke længere i stand til. Ikke efter i dag. Jeg tænkte på min skriveblok, jeg tænkte på den tykke kvinde med disse fortryllende, lyseblå øjne der næsten kun kunne tilhøre én bestemt person i hele England, og jeg tænkte… tænkte på min gamle forelskelse der havde knust mit hjerte, og som jeg muligvis, ganske tilfældigt, netop havde set dø. Derpå greb jeg min barberskraber og knuste plasticen ved at smadre den mod håndvasken. Inden jeg pillede barberbladet ud af den, tog jeg langsomt alt tøjet af, indtil jeg til sidst stod helt nøgen foran mig selv i spejlet. De gamle ar var stadig at se. Forsigtigt gik jeg i gang med at tegne dem op med barberbladet. Røde striber løb efterhånden op og ned af min engang så fine og glatte hud. Jeg skar mig i brystet, jeg skar mig på den bløde hud på maven, overalt hvor jeg kunne komme til. Ingen skulle nogensinde få lov at glædes over denne krop. Ingen mand i hele denne verden måtte nogensinde igen var i stand til at finde den attraktiv. Jeg rodede forsigtigt op i de korte, ujævne hårtotter på mit hoved, og efterlod en tyk stribe af blod i det blonde hår. Til sidst gav jeg op. Om det var pillerne eller noget andet der pludselig havde gjort mig træt, var jeg ikke klar over. Jeg greb fat i bruseforhænget og rev det med mig ned i det jeg faldt. Der satte jeg mig så op af badekaret, og kom pludselig i tanke om noget. Forsigtigt trak jeg mobiltelefonen op af bukselommen på gulvet. Derpå ringede jeg op. Det var ikke et ganske tilfældigt nummer. Det var det eneste på hele telefonen. Det var et nummer jeg havde støvet op for længe siden, dengang jeg var indlagt. Jeg havde læst en avisannonce der var skrevet af en kvinde ved navn Elisabeth. Der havde ikke stået mange ord. Først havde jeg blot revet annoncen ud af avissiden. Derefter havde jeg forsigtigt gemt telefonnummeret på den på min mobil. Flere gange har jeg ringet det op. Hver eneste gang er det en kvinde der har taget den. Stemmen var dog så let at genkende at det skræmte mig så meget hver eneste gang, at jeg blot havde lagt på uden at sige noget. Denne gang var det også en kvinde der tog telefonen. Som alle de andre gange, genkendte jeg stemmen på få sekunder. ´´Fuck det hele,`` sagde jeg som det første. Derpå begyndte jeg atter at græde. Der var i lang tid ingen der sagde noget i den anden ende. ´´Sophie, er det dig?``, spurgte hun omsider. ´´Pas på Snowie,`` gispede jeg helt ude af mig selv. ´´Er der sket noget?``, blev hun ved med at spørge. Hver eneste gang svarede jeg hende med de samme ord som før: ´´Pas på Snowie.`` ´´Hvor er du? Sophie, det er meget vigtigt at du fortæller mig hvor du er med det samme!`` Jeg ved ikke om jeg nogensinde mumlede nogen adresse, eller om jeg blot sagde ´´i himlen på syvende etage``. Jeg har altså ingen ide om hvordan hun egentlig fandt frem til mig så hurtigt. Jeg har ingen erindringer om at være blevet båret ud af min lejlighed. Jeg mistede bevidstheden gentagne gange på hospitalet i løbet af de kommende mange timer. Jeg husker at jeg hørte en kvinde der skreg. Aldrig havde jeg hørte et sådant skrig før. Jeg kan huske at jeg tænkte at denne kvinde måtte være i stor smerte. Hvad jeg ellers kan huske er dette tindrende, lyseblå blik der mødte mig hver gang jeg var vågen for en stund.

 Da jeg endnu engang fandt bevidstheden troede jeg at det, ligesom de andre gange, blot ville være for en stund. Men det var det ikke. Lyset fra lampen i loftet over mig, skar mig i øjnene. Efter at være blevet blændet i nogle øjeblikke, fik jeg atter øje på hende. ´´Jeg kunne næsten ikke genkende dig,`` hviskede jeg hæst, som det første. ´´Det er også længe siden,`` svarede hun. I det samme genkendte jeg genstanden i hendes favn. Det lykkedes mig straks at smile. ´´Du har min skriveblok,`` udbrød jeg, med samme lave, hæse røst. Hun smilede også. Jeg havde ikke set hende siden hun flyttede væk med min stedfar, dengang vores mor fandt en ny mand. Nu hvor hun var kommet tættere på, virkede hun næsten endnu større end dengang jeg havde fået øje på hende i Hyde Park med en stor vaffelis i hånden. Pludselig begyndte hun at græde. Først stille, derefter helt ukontrollabelt, derefter stille igen. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik. Jeg vidste blot at jeg ønskede at rejse mig og gå en tur med hende. Gøre det vi burde have gjort for længe siden. Tale sammen. Jeg endte med at kigge undrende ned ad mig selv. Uanset hvad jeg gjorde, var jeg ikke engang i stand til at vippe med tæerne. ´´Lægerne siger at medicinen har lammet dine ben… måske for altid,`` græd Elisabeth i det samme. Jeg kiggede atter ned. Hendes ord kom til mig som noget af en overraskelse. Alligevel trak jeg bare på skuldrene. ´´Er der ellers noget nyt?``, grinede jeg. ´´Du må være vanvittig,`` græd hun videre. ´´Hvad du dog har gjort ved dig selv…?!`` Jeg lagde forsigtigt en hånd på hendes underarm der var næsten tre gange så bred som min. Det var min første berøring af hende i mere end et årti. ´´Er der ellers noget nyt?``, gentog jeg mig selv. ´´Du er blevet syet…``, svarede hun så, idet hun gispede efter vejret. ´´Med 137 sting tror jeg at de sagde… Og så siger de at de aldrig vil kunne rekonstruere dig helt… Altså dernede,`` sagde hun og nikkede ned imod mit mishandlede underliv som jeg også havde skåret med barberbladet. Atter trak jeg på skuldrene. Pludselig var der intet af dette der rørte mig, eller betød særlig meget for mig. Det eneste der betød noget var at Elisabeth var hos mig. ´´Jeg så din avisannonce,`` mumlede jeg omsider. ´´Det er i orden. Jeg forstår det godt. Jeg tilgiver dig.`` Hun blev så forbløffet over mine ord, at hun helt glemte at græde. ´´Kan du overhovedet huske hvad du selv skrev?``, spurgte jeg lattermildt, da hun slet ikke var i stand til at svare. Hun rystede straks på hovedet. ´´Du spurgte mig engang ´´hvorfor?``,`` begyndte hun, som om hun læste højt. ´´Fordi at jeg var bange.`` ´´Selvfølgelig var du bange. Du var kun et barn. Jeg var selv rædselsslagen.`` Endnu engang hørte jeg mine egne ord komme ud af min mund. Jeg forstod ikke hvor min pludselige ro var kommet fra. Men der sad hun. Stor og tyk og med min skriveblok i favnen. Jeg var ganske enkelt ikke i stand til at være vred. Ikke længere. Ikke så lange at hun sad som hun gjorde, over for mig, og bare var sig selv. Den lille, bange pige jeg engang havde kendt og som engang havde forgudet mig. Det sidste gjorde hun muligvis stadig. ´´Du er tilgivet. Kom nu. Det hele er fortid. Så længe at vi har hinanden skal det nok gå det hele.`` Hun gispede efter vejret midt i gråden. ´´Mener du det?``, spurgte hun. ´´Ja. Jeg elsker dig jo. Fordi at du er ingen anden end dig, og fordi at du er min søster.`` Hun smilede. Det gjorde jeg også. Derefter lo vi. ´´Hvad med tumoren?`` spurgte Elisabeth pludselig. ´´Du skulle have kontaktet mig noget før. Du skal ikke være alene om det her.`` ´´Nuvel,`` mumlede jeg. ´´Der er et kryds i min kalender for i morgen. Der skal jeg have min første kemobehandling.`` ´´Hvad hvis det ikke virker?``, græd hun. ´´Selvfølgelig gør det det,`` svarede jeg. ´´Men hvad så bagefter? Du kan ikke gå, du har ødelagt din egen krop?!`` Jeg kiggede ned, og følte ikke et sekund nogen negativ tanke. Måske var det denne overdosis af lykkepiller jeg havde taget tidligere? Jeg forstod det ikke. Det var som om at alle frustrationerne var forsvundet med slangekrøllerne og den fejlfrie, smukke hud på min krop. ´´Jeg har jo dig til at køre mig rundt,`` sagde jeg så. ´´Hvis du altså vil?`` Hun tav. ´´Hvis jeg altså må.`` ´´Selvfølgelig må du det.`` Hun smilede. ´´Hvor længe skal jeg så køre dig rundt?`` ´´Hvad med for altid?``, spurgte jeg. ´´Jeg bor godt nok på syvende etage, men der er en elevator. Du kan tro, at det er himlen deroppe. Du må med mig op og fodre duerne på taget.`` ´´For altid lyder fint,`` smilede hun, og jeg var glad; sådan rigtig glad for første gang i mit liv. ´´Men så kan vi jo ikke blive liggende her. Duerne må efterhånden være sultne.`` Hendes stemme gjorde at jeg var helt rolig. Forsigtigt lænede jeg mig bedre tilbage i puderne, og kastede et roligt blik ud af vinduet. ´´Freds- og kærlighedsduerne,`` mumlede jeg stille idet der fløj nogen forbi udenfor.  Men min historie slutter ikke her. Der er også en dag i morgen. Jeg ved ikke hvor længe jeg har tilbage. Jeg ved kun at livet kan være kort, og jeg ved kun at det kan være smertefuldt. Der kan være mange måder at redde det på. Min var midt i et selvmordsforsøg at slutte fred med mig selv og ringe til min søster. Jeg tænker ikke længere på fortiden, selvom jeg ved at den er en del af mig og altid vil være det. Jeg tænker ikke længere på min stedfar. Faktisk ønsker jeg slet ikke at vide noget. Heller ikke om den unge mand. Jeg ønsker ikke at vide om han overlevede bilsammenstødet. Jeg er ikke længere helt alene i verden, og jeg ønsker blot at se frem ad. For jeg er mig. Jeg er ikke hvad andre gør mig til. Jeg er ikke et stykke legetøj. Jeg er ikke nogen smuk, lille pige. Jeg er ikke Sophie. Jeg er hende som jeg ser i spejlet. Jeg er mig. Jeg er intet mindre end sangskriveren.  Men alt dette… Er vores lille hemmelighed, ikke…?