Uden titel

Uden titel

Åh Emily.

Du tror ikke at nogen har brug for dig. Du tager fejl. For du er så smuk… Jeg har brug for dig. Du er så lille og skrøbelig. Din spinkle kvindeskikkelse får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, hver eneste gang jeg får øje på den i mørket. Det mest vidunderlige ved dig er at du ikke selv ved hvor vidunderlig du er. Dine hænder er unge og fuldkommen fri for rynker. Dine fingre er lange og slanke. De ville klæde rattet på en Mercedes. Din krop ville klæde dyre kjoler. Jeg kan se det for mig. Se hvordan silken smyger sig om din barm og dine hofter. Du har ingen brystholder på, og jeg bliver varm inden i. Diamanthalskæden ligger tungt imod din kavalergang og rubinerne i dine ører skinner rødt om kap med dine læber. Men du har ingen penge. Du bor i et lusket lille kvarter og arbejder på en kaffebar lige rundt om hjørnet. Jeg er en af dine faste kunder. Hver dag kommer jeg med min dollar og drikker din kaffe uden at du lægger mærke til mig. Når jeg ser dig komme imod mig bliver jeg stakåndet. Du er min Venus. Jeg vil male dine læber røde ligesom Sandro Botticelli gjorde det for århundreder siden. Du er idealet, idealet af alle kvinder gennem tiden. Dit åbenhjertige ansigt der indbyder mig til at smile. Jeg vil invitere dig ud. Jeg vil spørge om jeg må komme med dig hjem. Jeg vil spørge om jeg må kysse dig. Derefter vil jeg forsigtigt lægge hånden på dig; denne gang uden af spørge. Når vi står tæt sammen vil jeg forsigtigt lægge dit hoved ned på det blomstrede tæppe på din sofa, det tæppe jeg kan se gennem vinduet til din lejlighed fra det værelse overfor som jeg har valgt at leje for mine penge. Blot så jeg kan være hos dig hele tiden. Men du er ikke hos mig. Du kender mig ikke. Du ved ikke hvem jeg er. Men jeg har set dig. Med dine lange, gyldne krøller, våde efter badet, går du somme tider nøgen gennem stuen. Åh, ja… tællelyset brænder ned, og jeg kan næsten ikke vente mere. Jeg ved mere om dig end dig selv. Du er min dronning, dronningen over alle kvinder, dronningen over alle dronninger; men du ved det ikke. Din uvidenhed ophidser mig, og på en ganske sær måde fyldes jeg op af lysten til at lade dig vide hvem jeg er. Jeg vil se dit gode, varme hjerte smelte når jeg med al min lidenskab omfavner og kysser dig så inderligt at du umuligt ville kunne stå imod. Dit dristige sind gør at du stadig er her, at du endnu ikke er faret vil i vores kolde, kolde verden. Der er så meget du mangler at indse. At du er alene. Ingen vil nogensinde komme dig til hjælp. Må dine skrig dø ud i den mørke nat i takt med min lidenskab. Jeg kaster et utålmodigt blik på mit ur. Du har snart fri fra arbejde. I nat vil jeg erklære min kærlighed til dig. Jeg har nøje planlagt det hele. Alt hvad du behøver at gøre er at sige ja. Alt hvad du behøver at gøre er at gå med mig og fortælle mig at du også elsker mig. Alt hvad du behøver at gøre er ikke at flygte. Du skal mærke mig. På alle måder. Din barnekrop krop med alle dens kvindelige buler og skygger skal undergå mine dyriske drifter. Du skal tvinges til at føle det vanvid som jeg har følt over dig. Du skal tvinges til at drikke min gift som jeg har drukket din. Din eftergivenhed må og skal være til min fordel, for jeg vil have dig. Dette skal du ikke være i tvivl om.

Jeg tager min frakke på og vandrer ud i natten. Jeg går bevidst et stykke forbi kaffebaren så jeg kan følge dig bagfra ligeså snart du kommer ud. Ligeså snart du kan høre mine skridt, vil jeg trække hatteskyggen ned, så du ikke kan se mit ansigt. Det skal være det sidste du ser af det hele, af hele min sorte skikkelse. Sådan vil jeg have det. Du skal lukke dine øjne når dit ansigt nærmer sig mit, og først møde mit blik når dine læber møder mine. Du tiltrækker mig som et lig ville tiltrække flokkevis af fluer. Begæret er ved begge tilfælde tilstede. Ved begge tilfælde er det så stort at ingen af os har en chance. Men du er så ung og smuk. Der er ingen grund for dig til at være bange for at tiltrække fluer. Der er ingen grund for dig til at være bange for at dø.

Omsider ser jeg dig komme gående. Du låser ikke døren efter dig.  Det er ikke din tur til at lukke. Klokken er kun elleve. Natten er ung. Alligevel er der næsten ingen mennesker på gaden. Kun dig og mig. Du klæder dig tarveligt. Det har du altid gjort. Tøj der ikke er din smukke krop værdig. Der er for meget sminke i dit ellers så smukke og fejlfrie ansigt. Det får dig til at se billig ud. Nogle ville nok sige lækker. Jeg vil sige ensom og kalde det et forsøg på at tiltrække sig opmærksomhed. Det er tydeligvis en mand du ønsker. En stor mand, en mand der kan forsørge dig og passe på dig. En mand der gør at du ikke bliver bange når du engang opdager at du bliver forfulgt. Men du er naiv. Ingen anden mand vil nogensinde kunne se igennem den maske du har tegnet med skinnende blå øjenskygge og blodrød læbestift. Jeg ved ikke om du håber. Det må du gøre, eftersom du bliver ved; aften efter aften efter aften.

´´Hey!``, råber jeg. ´´Emily!`` . Hun standser. ´´Åh, ja…``, tænker jeg. ´´Lad mig se dig!`` Hun vender sig om. Hendes ansigt synes forskræmt. Det regner voldsomt og de lyse krøller klistrer til hendes ansigt. Jeg ønsker at sige noget, men ordene vil ikke ud mellem mine læber. Så smuk er hun som hun står der og ser på mig, så ufatteligt smuk. ´´Kom her!``, råber jeg omsider. Min stemme ryster af pludselig desperation. Jeg kan ikke gøre for det. Jeg er trods alt kun et menneske; kun en mand overfor en vidunderlig kvinde. Da er det at hun atter vender sig og forsøger at skynde sig væk. Hendes hæle er så høje at hun har svært ved at løbe selvom hun forsøger. Derfor haler jeg hurtigt ind på hende. Med en hånd på hendes skulder forsøger jeg at vende hende imod mig for anden gang. Selve berøringen får det til at sitre i huden under de tynde læderhandsker. Jeg udstøder et langsommeligt støn. I samme øjeblik som hun mister balancen, gisper hun højt. Hendes stemme får atter varmen til at brede sig i min robuste, men muskuløse krop. Hvis hun besluttede sig for at forsøge at stikke af, agtede jeg at tilbageholde hende. Enten på den ene eller den anden måde, og jeg vidste at hendes lille, spinkle legeme ingen chance ville have. Ikke imod mig. Ikke imod dét. Ikke imod begæret.

Jeg bøjede mig straks ned over hendes skikkelse på fortovet. Hun forsøgte at råbe. En beboer i en lejlighed i bygningen over os, lukkede i det samme sit vindue. ´´Jeg vil dig ikke noget ondt,`` hviskede jeg i det jeg rakte ud efter hende. ´´Lad mig være!``, råbte hun blot. ´´Lad mig gå! Vær venlig, at lade mig gå, jeg beder dig!`` Det var næsten som om… næsten som om at hun vidste hvad der ventede hende. Selv havde jeg endnu ikke forudset min handling. ´´Jeg elsker dig,`` hviskede jeg. Uden videre forsøgte hun nu at kravle væk fra mig. ´´Bliv hos mig!``, råbte jeg rasende efter hende. Jeg forfulgte hende derefter instinktivt, og greb hende hårdt i nakken. Imens hun begyndte at græde, tvang jeg hende til at se på mig. ´´Du er så smuk,`` sagde jeg. ´´Men du har for meget sminke på. Lad mig tage det af for dig…`` Op af lommen trak jeg et gammelt lommetørklæde. Da jeg nærmede mig hendes ansigt, lykkedes det hende pludselig at bide mig. Gennem handsken kunne jeg næsten intet mærke. Det ene øjeblik slog jeg hende hårdt i ansigtet. I det næste fortrød jeg. ´´Kan du slet ikke genkende mig?``, spurgte jeg hende omsider ulykkeligt. ´´Lad mig gå,`` bad hun atter og atter. ´´Lad mig gå!`` ´´Åh, Emily…``, hviskede jeg og strøg hende over panden. Hun skælvede i det samme af frygt og kulde. Regnen havde fået sminken til at løbe i striber ned ad hendes ansigt. Jeg førte mit ansigt helt ned til hendes. Der forsøgte jeg at kysse hende. Hendes læber føltes kolde imod mine, og jeg trak mig straks tilbage. ´´Du behøver ikke at kæmpe imod,`` forsøgte jeg at fortælle hende. Uden videre spyttede hun mit i det samme i ansigtet. Det ene øjeblik lagde jeg begge hænder om hendes lange, slanke hals. Det næste klemte jeg til. Raseriet var så voldsomt at jeg ikke evnede at lade være. Først efter utallige minutter fortrød jeg atter at have gjort hende ondt. Jeg havde været så vred at jeg ikke havde ænset hvordan hun havde kæmpet imod. Jeg havde været så vred at jeg end ikke havde ænset hvornår hun var holdt op. Ligesom jeg slap mit tag, faldt hun uvægerligt tilbage på fortovet. Hendes øjne havde ikke lukket sig, men hendes før så vidunderlige bryst løftede og sænkede sig ganske enkelt ikke. Med ét syntes al magi at være forsvundet fra hendes legeme. Som en gnist at håb der aldrig nåede at blive til en flamme. Alt syntes at have forladt hende. Al ungdommelighed, al skønhed. Med ét syntes alt mit arbejde spildt. Med ét væmmedes jeg ved den døde skikkelse på jorden. Jeg så mig hurtigt fra side til side. Vi var stadig alene. Derpå tog jeg liget i mine arme. Det vejede kun ganske lidt. Et produkt af verden, en ung pige, faret vild i vores kolde, kolde verden; nu død. Uden videre efterlod jeg det i bagagerummet på min bil. Det er i øvrigt en Mercedes. ´´Hvor synd,`` tænkte jeg i det samme, og så i mit sind tilbage på hendes små, slanke hænder der rakte mig den skoldhede kaffe. ´´De ville ellers have klædt rattet.``    

Åh Emily. Åh Veronica. Åh Alicia. Åh Monigue. Åh Sophie. Du tror ikke at nogen har brug for dig. Du tager fejl. Jeg har brug for dig. Dette er din historie. Dette var din historie. En tragedie? Eller det bedste der kunne ske for dig? Jeg ved det ikke. Jeg ved blot at det liv der alligevel ventede dig ikke ville være bedre end det tragiske liv du i forvejen levede. Lige nu farves dine læber dybblå af vandet i havnen. Langt fra så skinnende som den øjenskygge du havde på. Din våde grav har for længst gennemblødt din korte kjole. Din frakke ligger vidst stadig i mit bagagerum. Jeg er stadig rystet. Rystet over mig selv. Rystet over dig. Rystet over hvordan jeg ikke evnede at røre dig, rystet over hvordan magien så brat forsvandt fra dine øjne. Jeg så i øvrigt din eftersøgning i avisen. Det var blot en lille rubrik uden titel; ja, ligesom dig. Denne lille rubrik er dig. Denne lille rubrik, det eneste der beviser at du nogensinde har eksisteret. Du er alene. Du er uden nogen stor prangende overskrift. Du er uden en stor artikel, uden nogen der leder efter dig. Du er uden tanker, uden ild i øjnene, uden liv. Du er uden titel.